'Dumme tyve' skjulte skulptur i skoven

kunsttyve canada

03.08.11

Tre 'dumme tyve' endte med at dumpe en femmillioners bronze-skulptur i skovene nær Montreal, efter at de var flygtet fra gernings-stedet, fordi de pludselig blev overrasket af en vagt. Deres plan var øjensynligt at omsmelte skulpturen og sælge metallet.

Af Troels Ussing

Det kræver sit at stjæle en halv ton tung bronzeskulptur, men tre ihærdige – og sandsynligvis også muskuløse – tyveknægte havde mandag alligevel succes med et sådant foretagende i Estérel, Montreal. Det skriver den canadiske avis The Globe and Mail.

Rapseriet fandt sted foran den bygning, hvor den nu afdøde kunstner Jean-Paul Riopelle boede og havde atelier. Skulpturen 'La Défaite' havde i 40 år stået uforstyrret foran den kendte kunsters hjem, men mandag ved midnat lokal tid fik tre tyve læsset bronzeskulpturen op på ladet af en hvid varevogn, og de gjorde klar til at fordufte. Men midt i deres succes opdagede en privat vagtmand tyveriet, og de tre gerningsmænd måtte flygte – en til fods og to i varevognen med tyvegodset.

"De gik i panik"
Kendskabet til episoden blev hurtigt spredt i Canada via nyhedsudsendelser og Twitter, og tirsdag lykkedes det politiet at finde den hvide varevogn. Lidt senere på dagen fandt betjente tilmed den stjålne skulptur, som tyvene havde dumpet i et skovområde.

Jean-Paul Riopelles enke glæder sig over, at værket, som anslås at have en værdi på omkring fem millioner danske kroner, blev fundet så hurtigt.

- Jeg tror ikke, tyvene vidste, hvor alvorlig deres forbrydelse var, og da de så al medieomtalen, blev de klar over deres fejltagelse, og de gik i panik, siger enken med hentydning til tyvenes lidt underlige valg af  'skjulested'.

Lusede amatører og fæhoveder
Også Riopelle-ekspert Simon Blais er overbevist om, at de tre mænd slet ikke var kunsttyve, men derimod lusede amatører.

- Disse knægte var tåber. De var i hvert fald ikke professionelle, siger den canadiske ekspert, som mistænker gerningsmændene for at være simple metaltyve, der ikke anede, hvad de reelt havde gang i:

- Dette er et mesterværk af en stor canadisk maler og billedhugger fra det 20. århundrede. Det er en del af Canadas kulturarv. Tænk at miste det på grund af nogle dumme tyve, som håbede, at de måske kunne få nogle få hundrede dollar i metalskrot. Det ville have været tragisk, udtaler Simon Blais til The Globe and Mail.

De 'dumme' tyve har dog foreløbig været smarte nok til at undgå at blive fanget af det canadiske politi, som imidlertid har adskillige spor at gå efter i jagten på de falske kunsttyve.


Se Riopelles 'La Défaite'

Kilde: The Globe and Mail
Foto: Joe Rooster, Sxc.hu