Hopper-maleri sætter rekord for online-salg

Edward Hopper

03.12.12

Med en pris på 55 millioner kroner er Edward Hoppers October on Cape Cod blevet det dyreste kunstværk, der nogensinde er solgt på en online-auktion.

Af Troels Ussing

Med et enkelt klik med musen brugte en kunde hos auktionshuset Christie’s 9,6 millioner dollar for at sikre sig et maleri af den amerikanske kunstner Edward Hopper. October on Cape Cod blev dermed den dyreste vare, der nogensinde er solgt gennem en internetauktion.

For de 55 millioner danske kroner erhvervede kunden sig således et af de få Hopper-malerier, som stadig er på private hænder. Værket er fra 1946, og motivet med et ensomt hus nær skoven er malet i det Hopper-berømte Cape Cod-område, hvor amerikaneren lavede en stor del af sine berømte værker.

Heftig online-aktivitet
Prisen på October on Cape Cod mere end tredoblede Christie’s’ hidtidige online-rekord, som blev sat i 2010, da et kinesisk bronzekar gik for godt 15 millioner kroner på en netauktion.

- Salget af October on Cape Cod […] viser endnu en gang, at vores kunder er ivrige efter at handle online, når de vil tilføje kvalitetsværker af en vis værdi til deres samling, udtaler administrerende direktør i Christie’s, Steven P. Murphy.

Christie’s begyndte at udbyde internet-auktioner i 2007, og siden er online-salget steget stødt år efter år. I dag benytter 29 procent af auktionshusets kunder nettet, når de skal byde på emner.

 

Kilde: Christie’s
Billede: ‘October on Cape Cod’
(1946) af Edward Hopper
Foto: Christie’s Images Ltd. 2012