Kunstsamler står til at blive Georgiens næste præsident

art collector Bidzina Ivanishvili

04.10.12

Udover at gøre Georgien mere demokratisk kan Bidzina Ivanishvili, hvis parti netop har vundet det georgiske parlamentsvalg, også forvandle sit hjemland til en kunstmetropol. Den dedikerede kunstsamler ønsker at lave et 'Guggenheim-agtigt' museum i Georgien.

Af Troels Ussing

Han er Georgiens rigeste mand og en af verdens største kunstsamlere. Og nu ligner Bidzina Ivanishvili med stor sikkerhed også landets kommende præsident, efter hans parti, Georgian Dream, netop har vundet overståede parlamentsvalg i den tidligere Sovjet-republik.

Ifølge udenrigspolitiske kommentatorer er Ivanishvilis sejr et skridt mod et mere demokratisk Georgien, men samtidig kan landet med Ivanishvili i spidsen se frem til at få et mere kunstnerisk snit. Den ivrige kunstsamler har ifølge The Art Newspaper nemlig proklameret, at han ønsker at lave et ’Guggenheim-agtigt’ museum i Georgien.

Ejer verdens niendedyreste maleri
Interessen for kunst har 56-årige Bidzina Ivanishvili haft i årtier, og rigmanden, som er nummer 153 på Forbes' liste over verdens rigeste personer, har brugt over en milliard kroner på kunst. Eksempelvis smed han i 2006 hele 92,2 millioner dollar – dengang svarende til cirka 560 millioner kroner – efter Pablo Picassos Dora Maar au Chat. Det gjorde maleriet til det niendedyreste i verden og det femtedyreste kunstværk, der nogensinde er solgt på auktion.

Udover sin Picasso har Bidzina Ivanishvili gennem årene tilranet sig værker af Claude Monet, Roy Liechtenstein, Damien Hirst, Henry Moore, Jeff Koons og Lucian Freud. Og de kunstværker udgør blot en brøkdel af politikerens samling, som primært hænger i hans hjem i Tblisi.

Bidzina Ivanishvili sætter sig først på præsidenttaburetten om et års tid, da landets nuværende leder, Mikheil Saakashvili, skal sidde sin periode ud. At det allerede nu vides, at Ivanishvili med overvejende sandsynlighed vil overtage styringen i Georgien, skyldes, at landets præsident næste år udpeges af parlamentet, hvor Ivanishvili altså netop har sikret sig flertallet.


LÆS OGSÅ: Skriget slår rekord – verdens dyreste auktionssalg
LÆS OGSÅ: Rasende rigmand slæber auktionshus i retten


Kilder: The Art Newspaper, CNN og Forbes
Billede: Bidzina Ivanishvili
Foto: Georgian Dream