Forsker overtager Arnoldis post

Rune Gade

09.11.11

Det bliver ph.d. i kunsthistorie Rune Gade, som overtager Per Arnoldis formandspost i Statens Kunstråd. Den nye formand glæder sig trods de noget usædvanlige omstændigheder, der ligger bag konstitueringen.

Af Troels Ussing

Kulturminister Uffe Elbæk har konstitu-eret Rune Gade som formand for Statens Kunstråd. Den 47-årige forsker fra Københavns Universitet overtager dermed formandskabet fra Per Arnoldi, der fredag trak sig fra posten med øjeblikkelig virkning.

Rune Gade er ph.d. i kunsthistorie og lektor ved Institut for Kunst og Kulturvidenskab på Københavns Universitet, og han kan nu supplere det arbejde med formands-posten for Statens Kunstråd frem til 1. juni 2012.

- Jeg ser meget frem til den spændende, men også store opgave, som det er at være formand for Statens Kunstråd. Også selv om omstændighederne omkring min konstituering jo er lidt usædvanlige, udtaler Rune Gade og hentyder til Per Arnoldis meget pludselige exit, som har sat gang i spekulationer om samarbejdsvanske-ligheder mellem den nu tidligere formand og kulturministeren.

Arnoldi fik klaustrofobi
Den afgående formand, Per Arnoldi, ønskede ifølge et brev til kulturminister Uffe Elbæk at stoppe, da jobbet ikke havde været 'velegnet for hans gemyt'. En lidt kryptisk formulering, som kunstneren ikke havde lyst til at uddybe over for pressen.

Alligevel lykkedes det i går Politiken at lokke lidt flere ord ud af Per Arnoldi, som kom med denne opfølgning på spekulationerne om hans afgang:

- Der har overhovedet ikke været nogen mislyde, hverken i rådet eller i forhold til den nye minister. Vi har overhovedet ikke skændtes. Hele forløbet med rådets handlingsplan har været fint og meget veloplagt, og det var vores første møde med ministeren i sidste uge også. Men det dur ikke at fortsætte, hvis man får klaustrofobi. Klaustrofobi er ikke befordrende for helbredet.

Minister hilser ny formand velkommen
Også ifølge Uffe Elbæk har det kortvarige samarbejde med Per Arnoldi været fint, og kulturministeren beklagede mandag bruddet. Nu ser ministeren dog frem til skulle arbejde sammen med Kunstrådets nye formand:

- Rune Gade er respekteret for sine samarbejdsevner og sin evne til at få ting til at lykkes. Med konstitueringen af Rune Gade som formand for Statens Kunstråd sikres kontinuiteten i arbejdet med rådets vigtige handlingsplan for de kommende år. Jeg byder ham velkommen på posten.


LÆS OGSÅ: Arnoldi færdig som formand

Kilder: Kulturministeriet og Politiken
Billede: Rune Gade, den nye
formand for Statens Kunstråd
Foto: Statens Kunstråd