Sylvesters elefant samlede flest penge ind

Sylvester elefant

10.09.11

Med en hammerslagspris på 170.000 kroner blev Leif Sylvesters elefant den dyreste af de i alt 102 dekore-rede kunstelefanter, som fredag aften blev solgt gennem Bruun-Rasmussen for at samle penge ind til den truede asiatiske elefant.

Af Troels Ussing

Over sommeren har 102 elefanter prydet bybilledet i København. Kunstnere som Bjørn Nørgaard, Kristian von Hornsleth og Leif Sylvester havde sammen med næsten 100 andre danske og udenlandske kunstnere udsmykket de cirka halvanden meter høje glasfiber-elefanter, som fredag aften var under hammeren for at samle penge ind til bevarelsen af den truede asiatiske elefant.

Hele eventen med at stille kunstelefanterne op i byen for så senere at sælge dem på auktion har været arrangeret af Elephant Parade Copenhagen, der er en del af den verdensomspændende succes Elephant Parade, som via lignende events i byer som London og Milano har samlet 56 millioner kroner ind på europæiske auktioner, og heraf er de 29 millioner doneret til gode formål – herunder kampen for at redde den asiatiske elefant.

Idé opstod, da baby-elefant trådte på landmine
Projektet blev grundlagt i 2006, da hollænderen Marc Spitz under et besøg i Thailand stødte på den stakkels baby-elefant Mosha, der havde trådt på en landmine og derfor måtte have amputeret sit ben. Herefter besluttede hollænderen sig for at finde en måde at samle penge ind til at skabe bedre forhold for de asiatiske elefanter, som inden for de seneste 100 år er blevet reduceret med 90 procent, således at der i dag blot er 35.000 tilbage på hele kontinentet.

Sent fredag aften kunne Marc Spitz og Elephant Parade med glæde se til, at ni af de københavnske kunstelefanter opnåede en hammerslagspris over vurderingen på de mellem 40.000 og 60.000 kroner.

Syvesters var dyrest
Den højeste hammerslagspris opnåede Leif Sylvesters 'A Glimpse of Humanity', der gik for intet mindre end 170.000 kroner. Kristian von Hornsleths 'Mujhe jaldi mara' gik også til et pænt beløb på 100.000, mens Bjørn Nørgaards 'Bamaka' måske skuffede lidt ved kun at blive solgt for 40.000 kroner.

Udover de etablerede kunstneres værker havde også en del kendisser fået æren af at designe en elefant. Af dem var det især bemærkelsesværdigt, at Erik Clausens 'Tro, håb og kærlighed' opnåede en pris på 55.000 kroner.
 

 DE DYRESTE ELEFANTER:

  1. Leif Sylvester - A Glimpse of Humanity - 170.000 kroner
  2. José van Weert - Fragile Beauty - 127.000 kroner
  3. Kristian von Hornsleth - Mujhe jaldi mara - 100.000 kroner
  4. Peera Bangkae: Map of Copenhagen – 85.000 kroner
  5. Penluk Rueang-rabeab: Censor - 75.000 kroner
  6. Kasper Købke - Pencilla - 70.000 kroner 
  7. Rasamee Kongchan: Bob Bon - 70.000 kroner
  8. Luka Boonkerd Kaewdee: Elephant Sound - 70.000 kroner
  9. Panu Kritaramruang: Danish Flag - 65.000 kroner
  10. José van Weert: Little Sister - 60.000 kroner


Se alle hammerslagspriserne

Galerie Moderne i Silkeborg sælger en mindre version af Leif Sylvesters elefant. Den er produceret i 125 eksemplarer og måler 30 x 35 x 18 centimeter og koster 4.500. Elefanten er håndmalet af asiatiske malere efter Leif Sylvesters model. Køb den her.
 

Kilder: Bruun-Rasmussen Auktioner og Elephantparade.dk
Foto: Vagn-Ebbe Kier, Elephant Parade Copenhagen