Dansk kunstner på britisk magt-liste

Elmgreen & Dragset Trafalgar

10.10.12

Det britiske kunstsite ArtLyst har lavet en liste over de 100 mest magtfulde personer inden for kunstens verden. En dansk kunstner befinder sig på listens top-10.

Af Troels Ussing

Hvert efterår udkommer ArtReviews Power 100, hvor det internationale kunstmagasin lister de 100 mest magtfulde personer i kunstens verden. En liste, som tit er blevet kritiseret for at fokusere for meget på de personer, som tjener penge på kunstbranchen.

Nu har det britiske kunstsite ArtLyst derfor lavet et alternativ til den anerkendte Power 100-liste. På den nye liste er personerne udvalgt ud fra deres kreative power og ikke deres finansielle power. Sorteret fra er alle 'de kommercielle galleriejere, big-buck-kunstnerne og de korrupte auktionsholdere', som ArtLyst selv formulerer det. Og det har blandt andet givet plads til en dansker i top-10.

Elmgreen & Dragset med i toppen
Det er den dansk-norske kunstnergruppe Elmgreen & Dragset, som ifølge Artlyst bidrager med så væsentlige værker på kunstscenen, at de fortjener en tiendeplads på magt-listen. Danske Michael Elmgreen og norske Ingar Dragset har i år især fået opmærksomhed med deres statue af en lille dreng på en gyngehest på Trafalgar Square i London (billedet øverst), mens deres Han-skulptur i Helsingør måske har vagt større opsigt herhjemme.

Desuden er kunstnerduoen kendt for værket Prada Marfa, hvor de installerede en umiddelbart ægte Prada-butik i midt i Marfa-ørkenen i Texas, og gæster på Louisiana vil have stiftet bekendtskab med 'Vippen' (Powerless Structures), hvor en udspringsvippe er placeret, så den går gennem et vindue og dermed reelt mister sin oprindelige funktion. Begge kendetegnende værker for duoen, som ofte arbejder med at sætte noget velkendt ind i en helt ny kontekst, så det umiddelbart fremstår akavet, men samtidig åbner op for, at vores fastlagte forestillinger bliver udfordret.

Pussy Riot topper
Øverst på ArtLysts magt-liste ligger den russiske feminist-bevægelse Pussy Riot, der specialiserer sig i provokerende musikalske events, hvor det russiske samfund kritiseres. Gruppen blev især kendt internationalt, efter tre af dens medlemmer blev idømt to års fængsels som følge af en anti-Putin aktion i en kirke i Moskva.

ArtLyst har på sin magt-liste placeret seks kunstnere i top-10, mens fire ikke-udøvende kunstnere udgør de sidste pladser i toppen. Disse fire personer kommer alle fra Storbritannien, og generelt kan ArtLyst  kritiseres for, at deres liste mangler et mere internationalt vue, når det kommer til de ikke-udøvende kunstnere på listen.
 


ARTLYSTS TOP-10 OVER DE MEST MAGTFULDE I KUNSTENS VERDEN

1. Pussy Riot – russisk feminist-bevægelse, som arrangerer politiske performances.

2. Michael Stanley – netop afdød direktør på Modern Art Oxford samt Turner Prize-dommer. Blev kun 37 år.

3. Yayoi Kusama – japansk kunstner, som har udstillet på Tate Modern i år. Hun blev den dyreste levende kvindelige kunstner, da et af hendes værker gik for 5,1 millioner doller i 2008.

4. Tino Seghal – britisk-tysk kunstner, som lige nu udstiller på Tate Modern.

5. Jeremy Deller – engelsk kunstner, som primært gør sig i video- og installationskunst. Vandt Turner-prisen i 2004.

6. Ai Weiwei – kinesisk kunstner, som åbenlyst kritiserer hjemlandets styre, hvorfor han er under konstant overvågning fra myndighederne.

7. James Lingwood – meddirektør hos kunstorganisationen Artangel og ansvarlig for adskillige Turnerpris-nominationer.

8. Hertuginden af Cambridge (Kate Middleton) – har læst kunsthistorie og møder ofte op til kunstudstillinger i sin nye rolle som kronprinsesse. Derfor bliver hun ifølge ArtLyst en god ambassadør for kunsten.

9. Sallie Tallant – direktør af biennalen i Liverpool.

10. Elmgreen & Dragset – dansk-norsk kunstnerduo med styrke inden for konceptuelle skulpturer.


LÆS OGSÅ: Dansk kunst på den fornemste plads i London
LÆS OGSÅ: Se top-10 over de mest magtfulde inden for kunsten (2011)

Kilde: ArtLyst
Billede: 'Powerless Structure, Fig 101'
(2012) af Elmgreen & Dragset
Foto: Galleri Nicolai Wallner