Hovsa! Ejer havde million-maleri i ulåst sommerhus

16.11.11

I 50 år havde en amerikaner et victo-riansk maleri hængende i sit sommerhus uden at vide, at der var tale om et meget værdifuldt værk. En ven opdagede maleriet, og nu ventes det at blive solgt for op imod fire millioner kroner.

Af Troels Ussing

De fleste sommerhuse er prydede med gamle plakater, som ikke lokker tyve til. Men det var bestemt ikke tilfældet for et sommerhus i New England, USA, hvor en ældre mand gennem 50 år havde haft et stort panoramisk maleri af den britiske kunstner William Powell Frith hængende.

Ejeren anede ikke, at værket havde nogen synderlig værdi, og det var først da en nær ven antydede, det måske var en god idé at få nogle professionelle til at kaste et blik på maleriet, at sommerhusejeren fandt ud af, at han i et halvt århundrede havde haft et mesterværk på væggen.

Sommerhuset var aldrig låst
Heldigvis havde ingen haft kendskab til, at Frith-maleriet hang i sommerhuset i New England. For ejeren havde nemlig aldrig låst døren til huset, og derfor havde der været let adgang for folk med urene hensigter.

Nu er det victorianske maleri, som viser en scene fra de Derby Days, der samlede briterne til hestevæddeløb i 1850’erne, så sat til salg på auktionshuset Christie's. Og skulle værket gå til vurderingen, kan sommerhusejeren se frem til en check på mellem 2,6 og 4,4 millioner kroner.


Kilde: Christie’s
Billede: 'Derby Day' af
William Powell Frith
Foto: Christie’s