Dobbelt op på Kvium-malerier

Tirsdag eftermiddag var 18 Michael Kvium-malerier under hammeren hos Christie’s i Amsterdam. Stort set alle værker gik for mindst det dobbelte af deres vurdering. Et enkelt gik endda for det 20-dobbelte.

Kvium

'Double pain' (1995) blev auktionens dyreste Kvium-værk. Pris: 350.000 danske kroner (Foto: Christie's)

Af Troels Ussing

Christie’s i Amsterdam havde tydeligvis undervurderet efterspørgslen på danske Michael Kvium, da auktionshuset tirsdag eftermiddag solgte ud af en mindre samling Kvium-malerier fra det nu lukkede hollandske museum Scheringa Museum of Realist Art.

På forhånd var malerierne sat til mellem 1.000 og 16.000 euro, men ivrige købere fra primært Skandinavien var villige til at byde værkerne langt højere op. Således blev næsten alle emnenumrene solgt for mindst det dobbelte af deres max-vurdering, og flere af værkerne mangedoblede endda Christie’s lidt pinlige estimater.

Solgt for 20 gange vurderingen
Især var det bemærkelsesværdigt, at auktionens emne nummer 102, der bestod af en serie af syv mindre Kvium-malerier, gik for hele 20.000 euro, selv om serien kun var vurderet til mellem 1.000 og 1.500 euro.

Eftermiddagens dyreste Kvium-maleri blev det fire meter lange Double pain (se billedet øverst) fra 1995, som opnåede et hammerslag på 47.000 euro, svarende til godt 350.000 kroner. Det var næsten det tredobbelte af dets max-vurdering på 16.000 euro.

Danskere blandt køberne
Flere danskere og svenskere bød med både via telefonen og over nettet, og en god del af værkerne endte ifølge auktionarius på danske hænder.

Foruden Michael Kviums 18 malerier var også en af Erik A. Frandsens imponerende USA-mosaikker, der blev udstillet på ARoS i 2009, under hammeren. Den blev solgt for 18.000 euro – næsten 135.000 kroner.


LÆS OGSÅ: Kvium-samling vurderet lavt på Christie's