Damien Hirst ryger på flasken

20.10.11

Kunstverdenens nok største super-stjerne, Damien Hirst, har nu kastet sig over cognacen. Hans seneste værk, der blev afsløret i dag, er således en etiket, som skal sidde på et begrænset antal cognacflasker.

Af Troels Ussing

Den kontroversielle kunstner Damien Hirsts nyeste værk er noget over-raskende en etiket på en cognacflaske, som kun vil blive produceret i 500 eksemplarer. Det er den britiske destillatør Julian Temberley, der har gjort noget af et scoop ved at få den verdensberømte kunstner til at designe både etiketten og æsken til en 20-års brandy – den britiske pendant til cognac.

Efter al sandsynlighed vil mange kunstinteresserede tørste efter at få fat på en af de specialfremstillede flasker af den 20 år gamle Somerset Cider Brandy, som der endnu ikke er sat pris på. Eneste udmelding fra producenten er, at 10 eksemplarer vil blive solgt på auktion for at samle penge ind til velgørende formål.

En 10 år gammel aftale
At Damien Hirst kastede sig over det noget kommercielle kunstværk, skyldes, at han tilbage i 2001 havde lovet destillatørens datter, designer Alice Temberley, at kreere en etiket til brandyen. Men til den britiske avis The Independent fortæller Julian Temberley, at kunstneren dog lige måtte have genopfrisket hukommelsen:

- For 10 år siden sagde han til Alice, at han ville lave en etiket. Hun mindede ham om det til et modeshow […] og sagde til ham, at han hellere måtte gøre det, siger destillatøren, som i den grad kan glæde sig over datterens pågåenhed.

For i dag kan Somerset Cider Brandy så prale af at have en af verdens dyreste kunstneres værk til at pryde firmaets flasker. Og Julian Temberley er da også lykkelig for, at Damien Hirst holdt ord:

- Dette er en kæmpe gave fra ham. Han er en meget fin fyr, lyder det fra destillatøren, som bebuder, at han vil forsøge at få nogle af flaskerne signeret, hvilket nok skal få prisen til at sprutte i vejret.


Se Hirsts etiket og æske

Kilde: The Independent
Foto: Philippe Ramakers, Sxc.hu