Tyveriet, der gjorde Mona Lisa verdensberømt 

21.08.11

I dag er det præcis 100 år siden, at tre tyve tog ind på Louvre i Paris og nappede Mona Lisa. Var maleriet ikke blevet stjålet den dag, havde det formodentlig ikke haft status som verdens mest kendte kunstværk.

Af Troels Ussing

Mandag den 21. august 1911 er en fugtig og stille morgen. Hestekareterne og automobilerne er dårligt nok kommet ud på de parisiske gader, da tre italienske håndværkere piler ud ad en bagdør på kunstmuseet Louvre. Den ene af de tre mænd, Vincenzo Peruggia, holder armen tæt ind imod brystkassen, mens han galoperer hen over brostenene. For selv om han har travlt, må han for alt i verden ikke miste det, han gemmer inden under sin arbejdskittel. For under den hvide kittel befinder sig et lille maleri af tyvens landsmand Leonardo da Vinci. Et værk, der har titlen Mona Lisa.

Eftermiddagen før var Vincenzo Peruggia og brødrene Lancelotti taget ind på Louvre. De havde slentret stille rundt som alle andre gæster, men da museet skulle lukke, var de tre smuttet ind i et lille lagerrum, hvor de gemte sig natten over. Næste morgen tog de deres medbragte arbejdskitler på, listede ud fra deres skjul, og maskerede som arbejdere gik de i ro og mag ind i Salon Carré, hvor der hang et lille billede af en ung, fin dame. De rev ramme og glas af værket, hvorefter Vincenzo Peruggia gemte portrættet under sit tøj. Et voilà, Mona Lisa var deres. I hvert fald lidt tid endnu.

En ret ukendt dame
I 1911 var der ikke mange almindelige mennesker, der anede, hvad Mona Lisa var. Maleriet var bestemt ikke blandt de mest begloede værker på det gigantiske Louvre, selv om værket fra 1860’erne af kunsteksperter blev betragtet som et af de fineste eksempler på renæssancemalerier.

Mona Lisa havde dog altid været værdifuldt for Leonardo da Vinci, som i første omgang malede portrættet efter bestilling fra Francesco del Giocondo – en italiensk rigmand, der ønskede et billede af sin unge kone, den 24-årige Lisa Gherardini. Men da maleriet var færdigt, valgte Leonardo da Vinci at beholde det, og efter sigende skulle den italienske kunstner ofte have medbragt det i sin kuffert, når han skulle ud på en rejse.

Tyven havde selv arbejdet med Mona Lisa
Vincenzo Peruggia var dog en af de personer, der udmærket kendte til portrættet af den skønne Lisa. Den lille iltre italiener, som kun målte lidt over 160 centimeter, arbejdede nemlig på Louvre, hvor han var med til at øge sikkerheden omkring en række af museets malerier ved at sætte beskyttelsesglas omkring dem – heriblandt Mona Lisa.

Derfor var det heller ingen sag for Peruggia og hans partnere at udføre tyveriet, da han kendte hver en millimeter af museet. Oven i købet færdedes han en del i det kriminelle miljø, så det var også sandsynligt, at han efterfølgende kunne afsætte værket eller bytte det til andre værdifulde genstande.

'Wanted'-plakater med Mona Lisa
Uheldigvis for de tre tyve begynder alverdens medier den 23. august 1911 at fortælle historien om, at et af Leonardo da Vincis malerier er blevet stjålet på verdens største museum. Der bliver endda hængt 'Wanted'-plakater op af maleriet rundt om på murene i Paris’ gader. Pludselig bliver det også et tilløbsstykke uden lige at komme ind på Louvre og se den tomme væg med de fire jernkroge, hvor Mona Lisa havde hængt. Selv forfatteren Franz Kafka tager forbi museet for at se den tomme hvide væg.

Det går nu op for Peruggia, at han har fået fat i et værk, som vil blive umuligt at afsætte, da det på forunderlig vis i løbet af få dage er blevet forvandlet til verdens mest berømte maleri. Derfor putter han Mona Lisa ned i et skjult rum i en stor trækasse, så ingen vil finde 'hende'.

Peruggia afhøres, men Picasso arresteres
I månedsvis eftersøger det parisiske politi kuppet, og i november 1911 bliver Peruggia indkaldt til en rutinemæssig afhøring, da han jo arbejde på museet i august, hvor Mona Lisa forsvandt. Den lille luskebuks lyver dog og fortæller betjentene, at han ikke hørte om tyveriet, før det kom frem på avisforsiderne. Og at han kom for sent på arbejde den mandag, tyveriet foregik – hvilket hans arbejdsgiver havde fortalt politibetjentene – bortforklarer han med, at han fået for meget at drikke dagen før.

Politiet sluger Peruggias skildring uden videre, og i bedste Dupond og Dupont-stil arresterer de i stedet den 30-årige Pablo Picasso, blot fordi han er ven med en tyv, der tidligere havde indrømmet at have hugget nogle små skulpturer på Louvre. Den spanske kunstner bliver dog hurtigt løsladt igen.

Fælden klapper om Peruggia
Næsten to et halvt år efter det succesfulde kup på Louvre bliver fristelsen dog for stor for Vincenzo Peruggia. Tyven snupper toget til Firenze i hjemlandet, hvor han forsøger at sælge 'La Gioconda', som italienerne kalder Leonardo da Vincis mesterværk. Men den florentinske kunsthandler genkender naturligvis det nu verdensberømte maleri og får hurtigt fat på politiet, som arresterer Peruggia, der efterfølgende idømmes otte måneders fængsel.

Senere i 1913 bliver Mona Lisa hængt tilbage på sin plads i Salon Carré på Louvre, og på blot to dage kommer mere end 100.000 mennesker forbi museet for at kaste et blik på kvinden med det gådefulde smil. Takket være Vincenzo Peruggias spektakulære tyveri kendte alle nu til Mona Lisa. Og det gør de stadig den dag i dag, hvor hun besøges af mere end otte millioner mennesker hvert år.


Link:
Joe Medeiros’ site om udarbejdelsen af hans dokumentarfilm om Vincenzo Peruggia. Indeholder trailers og masser af links til artikler om den fantastiske historie om tyveriet af Mona Lisa i 1911.


Kilder: Monalisamissing.com + diverse kunstsites
Foto: 'Mona Lisa' (1506) af Leonardo da Vinci. Foto af foto: TU