Christo kæmper for rekordstort kunstværk

22.09.11

Den verdensberømte kunstner Christo, som især er kendt for sine overdækningsværker, gør nu klar til at slå alle rekorder. Han vil dække et 84 kilometer langt flodparti, som snor sig gennem Colorado i USA.

Af Troels Ussing

Han har skjult Pont Neuf i Paris under et gigantisk hvidt klæde, og samme behandling har Rigsdagen i Berlin været udsat for. De mange overdækningsprojekter er blevet den bulgarskfødte Christos varetegn, og kunstneren satser nu på at kunne overdække et 84 kilometer langt stykke af Arkansas-floden i Colorado, USA. Det skriver Bloomberg News.

I næste måned afgør den amerikanske regering, om Christo får lov til at realisere sit enorme projekt 'Over the River', som han fik idéen til sammen med sin nu afdøde kone, kunstneren Jeanne-Claude, da parret helt tilbage i 1985 var i gang med at pakke parisiske Pont Neuf ind i hvidt stof:

- På et tidspunkt så vi stoffet brede sig horisontalt ud over Seine-floden, mens det bevægede sig i vinden. Her blev tanken (om at lave 'Over the River', red.) født, forklarer Christo i et interview med Bloomberg News.

Et værk til otte millioner kroner
Men at lave et transparant klæde, som skal dække et 84 kilometer langt flodparti, er hverken en let eller billig opgave. Bare den indledende planlægningsmappe, hvor detaljer om skabelsen af 'Over the River' er nedfældet, fylder ifølge Christo 2.029 sider.

Derudover anslår kunstneren, at det vil koste lidt over otte millioner kroner at gennemføre projektet, da både research, stof og arbejdskraft koster. For så langt et stykke stof er ikke noget, Christo selv lige syer sammen over natten. Således måtte han i 1969, da han sammen med konen pakkede Little Bay i Sydney ind, gøre brug af over 100 arbejdere, som brugte cirka 17.000 timer på at skabe et stykke syntetiske stof på næsten 10.000 kvadratmeter. Og til 'Over the River' bliver der brug for et endnu større klæde og endnu flere hjælpere.

Værket bliver først opført i 2014
Får kunstneren tilladelse til at udforme 'Over the River', vil der dog gå nogle år, inden Arkansas-floden vil blive dækket af det transparante klæde. Først i august 2014 forventer Christo at opføre værket, der – ligesom alle andre Christo-indpakninger – ikke vil blive et varigt værk, men derimod kun få en levetid på 14 dage.


Se skitse til 'Over the River'

Se Christos tidligere indpakningsprojekter:
- Rigsdagen i Berlin
- Pont Neuf i Paris
- Kysten ved Little Bay i Sydney
- 'Running Fence' i Californien

Kilde: Bloomberg News
Billede: I 2005 opsatte Christo 7.503 safran-
farvede porte langs stierne i Central Park,
New York. Værket fik titlen 'The Gates'.
Foto: Brandon Keim, Sxc.hu