Museumspersonale mistænkes i Rotterdam-sagen

22.10.12
Efterforskerne af det gigantiske kunstkup i Rotterdam ser det for sandsynligt, at en insider har været involveret i tyveriet af de syv værdifulde malerier, som forsvandt i sidste uge.

Malerier stjålet i holland

De syv stjålne værker: 1: Pablo Picassos "Tête d'Arlequin". 2: Meyer de Haans "Autoportrait". 3: Claude Monets "Waterloo Bridge, London". 4: Paul Gauguins "Femme devant une fenêtre ouverte, dite la Fiancée". 5: Claude Monets "Charing Cross Bridge, London". 6: Lucian Freuds "Woman with Eyes Closed". 7: Henri Matisses "La Liseuse en Blanc et Jaune". (Foto: Politie Rotterdam-Rijnmond)

Af Troels Ussing

Museumspersonalet på Kunsthal Rotterdam kan se frem til at blive undersøgt, som var de et nyopdaget mesterværk, der kunne rumme et hav af hemmeligheder under malingen. I hvert fald bekræfter politiet i Rotterdam over for avisen De Telegraaf, at man meget seriøst efterforsker muligheden for, at en insider kan have forbindelse til det gigantiske kunstkup, der fandt sted natten mellem mandag og tirsdag i sidste uge.

Alt ved kuppet var særdeles gennemtænkt og målrettet, og ingen vinduer eller døre på museet var brudt op med tvang. Det tyder på, at nogen fra museets egne rækker kan have hjulpet de to maskerede personer, der optræder på den overvågningsvideo, som hollandsk politi nu har offentliggjort (se videoen her).

- Dette tyveri gik bare alt for godt og alt for let, siger Chris Marinello, direktør for Art Loss Register, som står for den internationale optegnelse af stjålen kunst, til De Telegraaf.

Også personalets familie vil blive undersøgt
Selv om Chris Marinello ikke er direkte tilknyttet efterforskningen af kuppet i Rotterdam, er han ikke i tvivl om det næste træk i sagen.

- Politiet vil kigge på venner og familiemedlemmer til de forskellige dele af museumspersonalet for at se, om de kan finde en eller anden form for forbindelse, udtaler han til Irish Times.

Insider-job i 88 procent af alle kunstkup
Proceduren med at granske alle personer med relation til museet er ikke helt dum, hvilket dokumenteres af en undersøgelse foretaget af det amerikanske forbundspoliti, FBI. Den viser, at museumstyve i hele 88 procent af alle tilfælde modtager støtte fra en insider.

- Det kan være lige fra viceværten og rengøringspersonalet til bogholderen – eller endda forskere, der studerer kunstgenstande på museet, siger Robert Whittman, tidligere FBI-agent med speciale inden for kunsttyveri, til De Telegraaf. 

De syv værker (billederne øverst), som blev stjålet fra Kunsthal Rotterdam, antages at have en værdi på op mod 750 millioner kroner.


LÆS OGSÅ: Se video fra kunstkuppet i Rotterdam
LÆS OGSÅ: Hollandsk kunstkup blandt historiens største
LÆS OGSÅ: Tyveriet, der gjorde Mona Lisa verdensberømt

Kilder: De Telegraaf, Irish Times
og Politie Rotterdam-Rijnmond