Kamp om Warhol-værker fra Gunter Sachs' samling 

Warhols Bardot selvportræt

23.05.12

Seks ud af de ti højeste hammerslag på Sotheby’s auktion med kunst fra Gunter Sachs' samling var på værker af Andy Warhol. Et selvportræt gik for det dobbelte af vurderingen.

Af Troels Ussing

Sidste år var Andy Warhol den bedst sælgende kunstner på auktion, og noget kan tyde på, at den amerikanske pop art-kunstner igen i år vil kæmpe med om at være den mest eftertragtede af alle i kunstens verden. I al fald var syv af hans værker med til at bringe tirsdagens Sotheby’s-auktion i London op i et samlet salg, som lå langt over forventningen.

41 af værkerne på auktionen var del af den afdøde tysker Gunter Sach’s samling, og tilsammen indbragte de 238 millioner kroner mod en vurdering på 170 millioner. Især var der kamp om samlingens Warhol-værker – seks af auktionens ti dyreste salg var således af amerikaneren, som var en af Gunter Sachs’ personlige venner.

Maleriet Fright Wig fra 1986 (højre billede øverst) var et af Warhols sidste selvportrætter, og gårsdagens bydere var så vilde med værket, at det løb op i en samlet pris på 50 millioner kroner, hvilket var det dobbelte af dets vurdering.

Bardot badet i roser
Et Warhol-silketryk af den franske skuespillerinde Brigitte Bardot (venstre billede øverst) blev med en pris på 28 millioner kroner også et af de dyreste fra Sachs-samlingen. 

Gunter Sachs, som var en del af 1960’ernes internationale jetset, var gift med den blonde skønhed fra 1966 til 1969, og den tyske playboy blev blandt andet kendt for at have fløjet i helikopter over Bardots hus i Sydfrankrig og have bombarderet stedet med røde roser. 

Sachs tog i maj 2011 livet af sig selv, og det er derfor hans arvinger der i disse dage sælger ud af rigmandens enorme kunstsamling. I aften er 248 af samlingens mindre fornemme værker under hammeren i London.
 

LÆS OGSÅ: Warhol den bedst sælgende kunstner i 2011


Kilder: Sotheby’s og Bloomberg News
Billede: 'Brigitte Bardot', silketryk, og 'Fright
Wig', maleri, begge af Andy Warhol
Foto: Sotheby’s