Skræmte børsfolk sælger Picasso'er til spotpris 

24.08.11

Børsmæglere i USA er begyndt at sælge deres kunstsamlinger for at få cool cash i hånden. Og de slår gerne 20 procent af prisen for at få penge til at dække tab eller for at råd til at investere i de aktier, der lige nu suser op og ned.

Af Troels Ussing

I de seneste uger har aktiemarkedet i USA givet børsspekulanter noget af et sus i maven. Markedet har været som en vild rutsjebane, hvor kurserne drøner op og ned, og der er både penge at tjene, men der er så sandelig også penge at miste. Som resultat vælger mange børsfolk at sælge ud af deres kunstsamlinger for at få kapital til rådighed. Det skriver Bloomberg News.

Derfor flyver attraktive kunstværker af eksempelvis Robert Rauschenberg og Roy Lichtenstein lige nu over disken hos kunsthandlerne. Og børsspekulanternes intensive jagt på rede penge går ud over salgpriserne.

Slår 20 procent af prisen på Picasso
Selv værker af Pablo Picasso bliver solgt under deres værdi. Det oplever den amerikanske kunsthandler Asher Edelman, der også har en fortid på Wall Street. Han har i de seneste uger modtaget opkald fra mange børsfolk, som ønsker at sælge deres værker af store kunstnere – og de går så langt, at de afsætter værkerne for omkring 20 procent af den pris, de ville have forlangt for blot få uger siden.

- Jeg mener, der er en stor fear factor derude. Folk er bange for, hvad der sker i verden, og de vil trække nogle penge ud af deres kunst, fortæller Asher Edelman til Bloomberg News.

Pengene skal investeres
Ifølge Suzanne Gyorgy, der er Citibanks leder inden for kunst- og finansrådgivning, skal beløbene fra kunstsalgene ikke kun bruges til at dække eventuelle tab. Mange spekulanter bruger deres samlinger til at skaffe vigtig kapital:

- De (sælgerne, red.) forudser markedsvolatilitet (udsving i aktiekurserne, red.) og ønsker at have likviditet til rådighed for investeringsmuligheder, siger hun til Bloomberg News.


Kilde: Bloomberg News
Foto: Robert Linder, Sxc.hu