Elizabeth Taylors kunstskatte ryger på auktion

26.09.11

Auktionshuset Christie's sælger nu store dele af Elizabeth Taylors smykke- og kunstsamling. I den afdøde skuespillerindes samling befinder sig blandt andet malerier af Warhol og van Gogh. Auktionen ventes at indbringe knap 300 millioner kroner.

Af Troels Ussing

Andy Warhol, Robert Rauschenberg, Edgar Degas, Camille Pissarro og Vincent van Gogh. Det var malerier af de helt store kunstnere, der prydede Elizabeth Taylors hjem. Men efter hendes død i marts er værkerne nu til salg sammen med skuespillerens store samling af smykker, og går auktionen, som Christie's forventer, vil alle ejendelene indsamle intet mindre end 280 millioner kroner.

Hovedværket i samlingen er Vincent van Gogh-maleriet 'Vue de l'Asile et de la Chapelle de Saint-Remy', som Liz Taylor fik foræret af sin far, Francis Taylor, der var kunsthandler. Maleriet, der er vurderet til mellem 28 og 39 millioner kroner, er bare et af flere fine impressionist-værker, som den oscar-vindende skuepiller fik samlet sammen i sit 79-årigt lange liv.

Masser af bling bling
Men selv om Liz Taylor var begejstret for impressionistisk kunst, var hun nok mere kendt for sin passion for smykker. Og de mange glimtende sten ryger også under hammeren. Således er i alt 269 af den feterede skuespillers smykker til salg, og de ventes at indbringe omkring 165 millioner kroner.

De højst vurderede er en perlekæde og en diamantring – begge gaver fra Richard Burton, som Liz Taylor var gift med i to omgange. Ønsker man at få fingre i de to fine smykker med den glamourøse baggrund, skal man dog forvente at slippe i omegnen af 15 millioner kroner per styk.

Auktionerne med alle Elizabeth Taylors ejendele, der også inkluderer store dele af hendes garderobe, finder sted henover vinteren.

Se billeder af Liz Taylors smykker [1], [2]

Kilde: Christie's
Billede: 'Vue de l'Asile et de la Chapelle
de Saint-Remy' af Vincent van Gogh.
Foto: Christie's