Skoler og gymnasier vilde med at låne kunst

26.09.13

I løbet af det sidste år har Statens Kunstfond sendt 700 kunstværker ud til institutioner og arbejdspladser, som gratis kan låne værker af danske samtidskunstnere. Især uddannelsessteder er vilde med at få lånekunst på væggene.

Af Troels Ussing

Efter nogle magre år har Statens Kunstfond oplevet en øget interesse for fondens låneordning, hvor institutioner og arbejdspladser kvit og frit kan låne samtidskunst. I alt er små 700 malerier, skulpturer og installationer lånt ud i løbet af 2012 og 2013, hvilket er næsten dobbelt så mange som i de foregående fem år tilsammen. Og fremgangen glæder udlåneren, som også lægger vægt på, at kunsten kommer ud i lokalsamfundene:

- Den kunst, Statens Kunstfond køber, tilhører os alle. Derfor er det vigtigt, at vi sikrer, at borgere over hele landet og fra alle lag af samfundet kan møde den og have glæde af den i hverdagen, så det ikke kun er borgerne i de store byer, der får mulighed for at opleve den bedste danske samtidskunst, udtaler Søren Jensen, formand for Statens Kunstfonds Billedkunstneriske Indkøbs- og Legatudvalg.

Kunst til de unge
Hospitaler, plejehjem og biblioteker hører til blandt lånerne, men inden for det sidste år har især folkeskoler og gymnasier stået i kø for at låne kunstværker, hvilket begejstrer Søren Jensen:

- Vi vil gerne sikre, at alle danske børn, unge og studerende får adgang til kunstoplevelser i undervisningen – også i de områder, hvor der er langt til kunstmuseer og andre kulturoplevelser. I nogle egne af landet er skolerne det eneste sted, man kan opleve samtidskunst i nærmiljøet, lyder det fra formanden, som hvert år er med til at anskaffe nye kunstværker for mellem 2,5 og 6,5 millioner kroner.

Ifølge Statens Kunstfund hænger den øgede interesse for at låne samtidskunst sammen med fondens lancering af webportalen Vores.kunst.dk, hvor institutioner og arbejdspladser – og for den sags skyld også helt almindelige borgere – kan gå ind og se, hvilke værker der lånes ud.

Godt 10.000 af fondens kunstværker hænger i dag ude på institutioner og arbejdspladser, mens 462 værker er klar til udlån.

 

Kilde: Statens Kunstfond
Billede: Screendump fra
Vores.kunst.dk