273 millioner for en papir-tegning

Raphael Rafael

07.12.12

Der var så meget rift om en kridttegning af Rafael, at den blev solgt for det dobbelte af vurderingen på en auktion i London. Prisen havnede på 273 millioner kroner – rekord for et papirarbejde.

Af Troels Ussing

Der var spontane klapsalver på Sotheby’s i London, da kampen om at købe en tegning af Rafael stoppede efter 17 minutters intens budgivning. Selv om værket kun var vurderet til omkring 115 millioner kroner, måtte den vindende byder slippe hele 273 millioner inklusive salær for Head of a Young Apostle.

Kridttegningen af den italienske renæssancemaler blev dermed det dyreste kunstværk på papir, der nogensinde er solgt. Men ifølge en af byderne, den britiske kunsthandler Stephen Ongpin, var prisen ikke en krone for høj.

- Det var den rette pris for en fantastisk tegning. Jeg kunne bare ikke selv byde den højere op, sagde en ærgerlig Ongpin til Bloomberg News efter auktionen.

Mulig russisk køber
Stephen Ongpin konkurrerede med tre andre bydere, men den endelige køber blev Sotheby’s’ Natascha Mendelsohn, som bød på vegne af en hemmelig privatperson.

Mendelsohn har ofte budt for rige russiske samlere, men Sotheby’s ønskede ikke at bekræfte over for nysgerrige journalister, hvorvidt køberen også denne gang var fra Rusland.

Næstdyreste mesterværk nogensinde
Rafaels kridttegning blev med sine 29,7 millioner pund det næstdyreste værk af de gamle mestre, der nogensinde er solgt på auktion. Head of a Young Apostle er kun overgået af Peter Paul Rubens Massacre on the Innocents, der I 2002 blev solgt for 49,5 millioner pund, hvilket dengang svarede til 560 millioner kroner.

Flere værker af Titian har dog overgået Head of a Young Apostle, men de er alle solgt gennem private handler.

At værker af de gamle mestre ikke topper listerne over de dyreste malerier, der sælges, skyldes, at de primært befinder sig på museer og ikke hos private samlere.

 

Kilder: Sotheby’s og Bloomberg News
Billede: 'Head of a Young Apostle' af Rafael
Foto: Sotheby’s