Louvre sætter besøgsrekord

Louvre Paris

29.12.12

Næsten ti millioner mennesker besøgte i 2012 verdens største kunstmuseum. Overraskende mange af dem var unge.

Af Troels Ussing

Louvre er i en klasse for sig, når det kommer antallet af gæster. År efter år topper det parisiske museum listen over de mest besøgte kunstmuseer i verden – gerne med to-tre millioner flere gæster end steder som 'The Met' i New York og British Museum i London.

Men i 2012 har Louvre overgået sig selv med et besøgstal på næsten ti millioner, hvilket er en million flere, end da kunstmuseet sidste år satte rekord med 8,8 millioner gæster.

Ud over Mona Lisa som det store trækplaster forklarer Louvre årets succes med indvielsen af en ny afdeling for islamisk kunst, som siden åbningen i september allerede har været besøgt af 650.000.

Halvdelen under 30 år
Modsat mange andre af verdens museer har Louvre i 2012 haft særdeles godt fat i det unge publikum. Således var hele 50 procent af årets besøgende under 30 år, hvilket ikke mindst skyldes de utallige turistbusser med skole- og gymnasieelever, der vælter ind for at se det berømte museum.

Og netop turister udgør den største del af Louvres besøgende. To tredjedele af alle gæster er udlændinge, og især kinesere, amerikanere og brasilianere lægger flittigt vejen forbi Paris’ fjerdestørste turistattraktion. Af europæere er italienerne og tyskerne dem, som hungrer mest efter at Louvre-besøg.

Også Centre Pompidou og Musée d’Orsay har meldt om et rekordstort antal besøgende i 2012.
 

LÆS OGSÅ: Louisiana igen blandt verdens 100 hotteste museer

Kilde: Louvre, Musée d’Orsay 
og Centre 
Pompidou 
Billede: Louvre
Foto: Jan Jelinek, Sxc.hu