Arabisk kvinde kåret som kunstens mest magtfulde

31.10.13

Sheikha al-Mayassa al-Thani – søster til emiren af Qatar – er kendt for at kaste milliarder efter kunstprojekter og malerier. Nu topper hun ArtReviews årlige liste over de mest magtfulde personer i kunstverdenen.

Af Troels Ussing

For andet år i træk topper en kvinde ArtReviews Power 100-liste. I 2012 var Carolyn Christov-Bakargiev, kunstnerisk direktør på dOCUMENTA, placeret øverst, men i år har arabiske Sheikha Al-Mayassa bint Hamad bin Khalifa Al-Thani  overtaget positionen som verdens mest magtfulde person inden for kunstens verden.

Al-Mayassa, der er søster til emiren af Qatar, står i spidsen for Qatars museumsmyndighed, Qatar Museums Authority (QMA), som skyder mange af nationens gas- og oliepenge efter store kunstprojekter og kunstværker.

QMA menes at have brugt over fem milliarder kroner hvert år i løbet af de sidste otte år – blandt andet på værker af Mark Rothko, Roy Lichtenstein, Damien Hirst, Francis Bacon, Andy Warhol og ikke mindst Paul Cézanne, hvis værk Kortspillerne QMA formodentligt betalte 1,4 milliarder kroner for.

- På nogle måder taler tallene for sig selv. Ingen bruger penge på kunstmarkedet som qatarerne, udtaler ArtReviews chefredaktør, Mark Rappolt, som erkender, at Al-Mayassas ”købekraft betyder meget for kunstmarkedet”, men det var ikke blot den, der bragte arabernes kunstdronning til tops på Power 100.

- Beslutningen her var temmelig universel. Det er ikke blot deres opkøb, det er også deres internationale sponsorering af kunstudstillinger og institutioner. Deres indflydelse er voksende, lyder begrundelsen.

Sheikha Al-Mayassa indtager førstepladsen foran de tre gallerister David Zwirner, Iwan Wirth og Larry Gagosian, mens blot en enkelt udøvende kunstner, kinesiske Ai Weiwei, vurderes til at være magtfuld nok til at kunne presse sig ind i top-10.
 

TOP-10 PÅ ART REVIEWS POWER 100-LISTE

1. Sheikha Al-Mayassa bint Hamad bin Khalifa Al-Thani [nummer 11 på sidste års liste] – leder af Qatar Museums Authority og sponsor for adskillige store internationale projekter.

2. David Zwirner [5] – tysk gallerist med afdelinger adskillige steder I verden.

3. Iwan Wirth [4] – schweizisk gallerist, som ud over at være en ekstrem succesfuld galleriejer indtager fjerdepladsen for sin nyskaber-trang inden for branchen.

4. Larry Gagosian [2] – amerikansk gallerist, som ejer 12 gallerier rundt om i verden. Han repræsenterer 77 af verdens førende kunstnere, herunder Cindy Sherman og Jeff Koons (som begge selv er på Power 100-listen som henholdsvis nummer 13 og 56), og sælger årligt kunst for cirka fem milliarder kroner.

5. Hans Ulrich Obrist & Julia Peyton-Jones [10] – schweizisk-britisk direktørduo på Serpentine Gallery, London.

6. Nicholas Serota [8] – britisk museumsdirektør på Tate, London.

7. Beatrix Ruf [10] – tysk museumsdirektør på Kunsthalle Zürich, som også sidder i bestyrelsen i adskillige store kunstorganisationer.

8. Glenn D. Lowry [9] – amerikansk museumsdirektør på Museum of Modern Art, New York.

9. Ai Weiwei [3] – kinesisk kunstner, som konstant kæmper mod det kinesiske styre.

10. Massimilliani Gioni [19] – kunstnerisk direktør på biennalen i Venedig

Se ArtReview komplette liste HER

LÆS OGSÅ: Se de 100 mest magtfulde i kunstens verden 2012

Kilde: ArtReview
Billede: Sheikha al-Mayassa al-Thani
Foto: Pressefoto, Qatar Museums Authority