Arkitektur-perle i fare for at blive droppet

24.10.11

Emirater annullerer aftale med den amerikanske stjernearkitekt Frank Gehry, som ellers skulle have stået for opførelsen af det nye museumsmekka i Mellemøsten – Guggenheim i Abu Dhabi. Nu sås der tvivl om museets fremtid.

Af Troels Ussing

I 2006 blev det offentliggjort, at arkitekten bag det berømte Guggenheim-museum i Bilbao, Frank Gehry, også skulle designe det nye Guggenheim i Abu Dhabi. Oliestaten ville have et storslået varetegn a la operahuset i Sydney, og Frank Gehrys bud blev med stor tilfredshed udvalgt blandt kandidaterne. Men nu har emiraterne ifølge The Art Newspaper droppet opførelsesaftalen med den amerikanske arkitekt.

Hvad der præcis er årsagen til den pludselige beslutning, er stadig uklart. Søndag udtalte det statslige organ Tourisme Development and Investment Company, som står bag projektet om at gøre Saadiyat Island i Abu Dhabi til et af verdens kulturelle centre, at man har 'tilbagekaldt aftaler i forhold til Guggenheim-museet, da man vil revidere strategien for at uddele opgaver til entreprenører'.

Uroen ulmer i ørkenen
Alligevel er der en vis skepsis i den ørkenstaten, hvor der ifølge The Art Newspaper i adskillige måneder har floreret rygter i om, at hele Saadiyat Island-projektet, som også inkluderer opførelsen af et Louvre-museum, har været ved at gå i stå, og at Guggenheim-museet er i risiko for aldrig at blive opført.

Den oprindelige plan var da også, at museet skulle have været indviet i 2013, men det er i første omgang udskudt til 2015. Og opførelsen kan meget vel trække endnu mere i langdrag eller ryge helt på standby, nu når Frank Gehry ikke skal være involveret i selve byggeriet.

På den måde kan skabelsen af Abu Dhabis varetegn let komme til at minde om hele affæren omkring operahuset i Sydney, hvor Jørn Utzon også røg ud på et sidespor undervejs i processen, hvilket bragte hele projektet i fare.

Kilde: The Art Newspaper og Artdaily.org
Foto: Guggenheim, Abu Dhabi, courtesy Gehry Partners, LLP.