Art Copenhagen får internationalt snit

07.09.12

Når Art Copenhagen slår dørene op i næste uge, bliver det med en noget mere international profil end tidligere. For første gang nogensinde vil gallerier fra det store udland være repræsenterede på den danske kunstmesse.

Af Troels Ussing

Selv om der stadig er langt op til verdens førende kunstmesser som Art Basel og Frieze Art Fair, hvor verdens største kunstsamlere kommer susende til i deres privatfly, så får Art Copenhagen i 2012 et mere internationalt snit end i de foregående år. Blandt årets 71 deltagere er nemlig ikke kun nordiske gallerier.

- Vi er stolte af i år at kunne præsentere en række internationale gallerier på messen. Det har altid været vores intention at udvide messen til at omfatte såvel den nordiske som resten af den internationale kunstscene, udtaler projektleder fra Art Copenhagen, Henriette Dybkær.

I alt deltager ni ikke-nordiske gallerier i årets kunstmesse. Et enkelt kommer helt fra Australien, mens de andre kommer fra Belgien, Holland, England og ikke mindst Tyskland, som stiller med hele fem gallerier.

"Ekstremt interessant"
Jochen Hempel er blandt de tyske deltagere på Art Copenhagen, og han ser frem til den danske messe, som han mener, er på rette vej.

- For mig er den skandinaviske kunstscene ekstremt interessant, og jeg synes, det er et stort skridt fremad også at åbne Art Copenhagen for ikke-skandinaviske gallerier, lyder det fra galleriejeren, som til messen – udover at vise tre af sine faste kunstnere – vil udstille værker af den danske kunstner Ulrik Møller, der bor og arbejder i Berlin.

Og også hos det belgiske galleri A.L.I.C.E. ser man fornuft i at deltage i Art Copenhagen:

- Vi har haft gode relationer til skandinaviske samlere, som har vist interesse for vores projekt siden galleriets start, og de kunstnere, vi arbejder med, synes at falde i skandinavernes smag, siger Alice van den Abeele, ejer af A.L.I.C.E., til Kunstkup.dk.

Internationale gallerier nøje udvalgt
Hverken Galerie Jochen Hempel eller A.L.I.C.E. Gallery henvendte sig på egen hånd til Art Copenhagen, men blev kontaktet af organisationen bag kunstmessen, som gjorde brug af en særlig udvælgelsesproces, da de internationale gallerier skulle findes.

- Messen synes, at det var oplagt at lade de anerkendte [danske] gallerier, som vi i forvejen arbejder sammen med, pege på de rette udenlandske gallerier, udtaler projektleder Henriette Dybkær, som mener, at Art Copenhagen på den måde har opnået et højere kvalitetsniveau på årets messe end tidligere.

Art Copenhagen åbner fredag den 14. september klokken 16.00 og varer til søndag klokken 17.00. Se weekendens program her.
 

LÆS OGSÅ: Udenlandske gallerier usikre på salget til Art Cph

Billede: Art Copenhagen 2011
Foto: Troels Ussing

Få beskeder via Facebook, når der er kunstnyheder fra Kunstkup.dk. Klik HER!