Bacon og Basquiat topper auktioner over nutidskunst

14.02.13
I London-auktionernes anden uge blev det Francis Bacon og Jean-Michel Basquiat, der blev budt højst op af værker inden for nutidskunst. Af de nulevende kunstnere var Gerhard Richter som så mange gange før den mest eftertragtede.

Af Troels Ussing

Næsten 120 millioner kroner måtte den tyske kunstsamler Jürgen Hall slippe for at få fat på Francis Bacons triptykon Three Studies for a Self-Portrait, som dermed overgik malerier af Basquiat og Richter og blev det dyreste af alle værker i den anden uge af de store London-auktioner på Sotheby’s og Christie’s.

Mens Jürgen Hall har bebudet, at Bacons tre selvportrætter vil blive udlånt til et endnu ikke navngivet museum, er det knap så sandsynligt, at Jean-Michel Basquiats Museum Security (Broadway Meltdown) trods sin titel vil kunne nydes på et offentligt udstillingssted. Køberen, der måtte betale 80 millioner kroner for værket, var nemlig den franske kunsthandler og samler John Sayegh-Belchatowski, som ofte skiller sig meget hurtigt af med sine værker – også med en pæn fortjeneste. Eksempelvis købte han et værk af Gerhard Richter på Art Basel Miami i december 2011 og solgte det videre to måneder senere for det dobbelte.

Richter rigt repræsenteret
Netop tyske Gerhard Richter var der hele fem store værker af på ugens to store auktioner. Lidt skuffende for Sotheby’s måtte auktionshuset se to af dets fire udbudte Richter-værker gå tilbage. Til gengæld kunne man glæde sig over, at Abstraktes Bild (769-1) gik for 70 millioner kroner, mens det fotorealistiske maleri Wolke ikke opnåede en skyhøj pris, men alligevel blev solgt for 65 millioner.

Christie’s havde onsdag aften lidt mere held med Richter, da Abstraktes Bild (889-14) røg op i 73 millioner kroner. Så selv om to værker af den tyske kunstner – der var den bedst sælgende levende kunstner i 2012 – måtte gå tilbage, blev tre af hans værker alligevel blandt de fem dyreste i løbet af ugen.

I alt var 81 katalognumre udbudt på auktionerne tirsdag og onsdag aften, hvoraf 63 blev solgt.


LÆS OGSÅ: Picasso-portræt dyreste værk i London-ugen
LÆS OGSÅ: Warhol bedst sælgende kunstner i 2012

Kilder: Sotheby’s og Christie’s