Basquiat og Pollock bag alle tiders rekordauktion

Christie’s maj-auktion over nutidskunst indtjente svimlende 2,8 milliarder kroner. Med rekorder for 12 kunstnere blev auktionen den mest succesfulde nogensinde.

19.05.13

Af Troels Ussing

Da sidste hammerslag lød på Christie’s store maj-auktion over nutidskunst, var der blevet solgt kunst for intet mindre end 495 millioner dollar, svarende til næsten 2,8 milliarder kroner. Det er den højeste salgssum nogensinde på en auktion.

- Den utrolige budgivning og de opnåede prisrekorder afspejler en ny æra inden for kunstmarkedet, hvor hærdede samlere og nye bydere kæmper på højeste prisniveau, lød det efter succesauktionen fra Brett Gorvy, der leder Christie’s’ afdeling for efterkrigs- og samtidskunst.

Rekorder til Pollock og Basquiat
Auktionens højdepunkt var et maleri af Jackson Pollock, som gik for 58,4 millioner dollar (338 millioner kroner), hvilket er ny auktionsrekord for amerikaneren. Tidligere er et Pollock-værk dog solgt privat for hele 140 millioner dollar.

Også Jean-Michel Basquiats Dustheads slog rekord og blev kunstnerens dyreste nogensinde, da det gik for hele 48,8 millioner dollar (283 millioner kroner), selv om værket kun var vurderet til at ramme en pris på mellem 25 og 35 millioner dollar.

Udover Pollock og Basquiat opnåede hele ti andre kunstnere personlige rekorder. Heriblandt Piero Manzoni, Philip Guston, Richard Serra og ikke mindst Roy Liechtenstein, hvis værk Woman With Flowered Hat blev solgt for 56,1 millioner dollar (325 millioner kroner).
 

LÆS OGSÅ: Bacon og Basquiat topper auktioner over nutidskunst

Kilde: Christie’s