Bille August vil bag om idyllen på skagensmalerierne

15.02.12

Instruktør Bille August ønsker med sin nye film om Marie Krøyer at vise alvoren i den danske kunstners liv frem for den idylliske facade, som ofte fremstår på de malerier, hvor hun er portrætteret.

Af Troels Ussing

De fleste danskere kender de berømte malerier, som P.S. Krøyer malede af sin kone, mens hun gik tur i vandkanten på Skagen Strand. En smuk kvinde, klædt i hvidt, stirrende ud over det rolige hav – umiddelbart et idyllisk motiv, som pirrede den danske filminstruktør Billes Augusts nysgerrighed: 

- Jeg blev tiltrukket af skagensmalerne, fordi P.S. Krøyer havde malet disse fantastiske portrætter af sin smukke hustru. Det var på grund af dem, at Marie Krøyer var blandt de mest beundrede kvinder i Danmark i tiden, siger han til FILMupdate.

Derfor valgte den danske instruktør, som står bag den oscarvindende Pelle Erobreren, at kaste sig over den kvindelige skagensmaler i sin seneste film Marie Krøyer, der får dansk premiere til efteråret. 

Bag solskins-facaden
Filmen er hovedsageligt optaget i Skagen, da instruktøren ønskede at fange 'det specielle lys', der også findes på de mange værker, som skagensmalerne lavede af landskaberne og de lokale fiskere i den nordligste del af Danmark.

- Det har altid fascineret mig, at så mange fremragende kunstnere valgte at slå sig ned et så afsides sted, som Skagen var dengang. Men hvad der især optog mig, var at prøve at skildre, hvad der gemte sig bag den idylliske facade på malerierne, forklarer instruktøren, som i filmen har fokuseret på Marie Krøyers problematiske forhold til den maniodepressive P.S. Krøyer.

- Ægteskabsdramaet tvang hende til at træffe nogle svære valg, som var med til at udvikle hende til et stærkt og selvstændigt menneske – en kvinde forud for sin tid, siger den 63-årige Bille August til FILMupdate.

Et af Marie Krøyers vanskelige valg, som Augusts film tager fat i, var at distancere sig fra P.S. Krøyer og i stedet søge lykken sammen med den svenske komponist Hugo Alfvén, som hun senere giftede sig med. 

Marie Krøyer spilles i filmen af Birgitte Hjort Sørensen fra DR’s dramaserie Borgen, mens rollen som P.S. Krøyer forvaltes af Søren Sætter-Lassen. 


Kilde: Nyhedsbrev, FILMupdate, Det Danske Filminstitut
Billede: Birgitte Hjort Sørensen i rollen som Marie Krøyer
Foto: Rolf Konow