Brite købte en Warhol for fem dollar på loppemarked

10.04.12

En britisk forretningsmand købte i 2010 en stak mindre malerier for sølle fem dollar på et loppemarked. Blandt værkerne dukkede en tegning af Andy Warhol op, som nu vurderes til 12 millioner kroner.

Af Troels Ussing

De fleste drømmer om at gøre et superkøb, når de slentrer rundt på det lokale loppemarked. Det samme var tilfældet for den britiske forretningsmand Andy Fields, som i 2010 sammen med en ven tog rundt på forskellige loppemarkeder og garagesalg i Las Vegas-egnen. 

Et sted faldt Fields over en kasse med en håndfuld malerier, som sælgeren ikke skulle have mere end fem dollar for – altså små 30 danske kroner. 

Den 48-årige forretningsmand bestemte sig efterfølgende for at få sat det ene af sine nyerhvervede malerier i en ny og pænere ramme. 

- Da jeg skiftede rammen på et af billederne og tog bagsiden af, så jeg et billede, der kiggede tilbage på mig, og jeg genkendte så de klare røde læber fra en Andy Warhol, fortæller Andy Fields til BBC News.

12 millioner værd
Andy Warhol-tegningen har nu været hos en vurderingsekspert, som mener, at den har en værdi af omkring 12 millioner kroner. Men værket, der anslås at være at være malet af Warhol allerede i tiårsalderen, skal ikke på auktion foreløbig.

- Jeg ønsker at beholde det – jeg samler på kunst – men jeg vil ikke sælge det inden for de kommende år, lyder det fra Andy Fields, som i stedet satser på, at værket kan blive udstillet på et museum:

- Det er meget bedre end at putte det i en bankboks, siger briten til BBC News.

Warhol-skitsen forestiller en mørkhåret mand, som formodes at være sangeren Rudy Vallee.


Se tegningen her 


Kilde: BBC News
Foto: Vullioud Pierre-André, Sxc.hu