Britisk kunstner overrasker på Sotheby's

Glenn Brown Dali painting

27.06.12

Selv om der var malerier af Basquiat, Bacon og Richter, blev det den knap så kendte brite Glenn Brown, som løb med den store opmærksomhed på Sotheby’s auktion over nutidskunst.

Af Troels Ussing

Navnet er Brown. Glenn Brown. Måske klinger det ikke så godt som Basquiat, Bacon, Richter, Lichtenstein og Warhol, men ikke desto mindre overskyggede britiske Glenn Brown alle de store, velkendte kunstnernavne på Sotheby’s auktion over nutidskunst, som blev afviklet natten til onsdag dansk tid.

Det var værket The Tragic Conversion of Salvador Dali (After John Martin) fra 1998, som blev aftenens eneste rekordbasker. Browns dramatiske landskabsbillede gik for hele 8 millioner dollar – svarende til 48 millioner kroner – hvilket var næsten det dobbelte af Sotheby’s max-vurdering på 4,3 millioner dollar.

I alt syv internationale bydere ville have fat på det tre meter brede maleri, som med sit hammerslag tredoblede den højeste pris, der nogensinde er betalt for et værk af Glenn Brown.

Basquiat dyrest – trods alt
Jean-Michel Basquiats maleri Warrior var udset til at blive auktionens helt store supersalg, men med en pris inklusive salær på 8,7 millioner dollar – svarende til 52 millioner kroner –  blev den amerikanske kunstners værk lidt af en skuffelse. Godt nok blev maleriet auktionens dyreste, men hammerslaget lå et pænt stykke fra Sotheby’s middelvurdering på 9,7 millioner dollar.

Også et selvportræt af Francis Bacon var blandt skuffelserne, da det gik under mindstevurderingen.

Af auktionens 79 værker blev 69 solgt til en samlet salgssum af 108 millioner dollar.

 

Kilder: Sotheby’s og Artdaily.com
Billede: 'The Tragic Conversion of
Salvador Dali' (1998) af Glenn Brown
Foto: Sotheby’s