'Beachlife III', Carsten Crone Caroc, 2008

'Gymboys', Carsten Crone Caroc, 2009

Fra udstillingen 'Where Nothing Ever Happens'

CARSTEN CRONE CAROC

"En stor gave at blive optaget på akademiet"

36-årige Carsten Crone Caroc fra Det Kongelige Kunstakademi udstiller i øjeblikket på Udstillingsstedet Q. Kunstkup har snakket med akademieleven, som nyder godt af sin fortid som meditationslærer, når han skal fordybe sig i sin kunst.

Af Troels Ussing

Hvordan startede din interesse for kunst?
Som lille var jeg naturligvis glad for at tegne og male, men jeg tror, at det var en studietur i gymnasiet, der for alvor åbnede mine øjne og vækkede min interesse for billedkunsten. Her besøgte vi Neue Pinakothek i München, og det var en forførende oplevelse at bevæge sig gennem de store sale blandt alle disse fantastiske malerier. Ét maleri står specielt klart for mig – et ganske beskedent, lille, overvejende rødt maleri af Paul Klee, der på en særlig følsom måde emmede af kraft og poesi. Visse værker gør et dybt og uudsletteligt indtryk og lever videre i bevidstheden lang tid efter mødet med det. Dette værk af Klee var måske det første, der gav mig sådan en oplevelse.

Hvilken betydning havde det for dig at blive optaget på Det Kongelige Kunstakademi?
Jeg ser det som en stor gave at være blevet optaget på akademiet. Det var noget, jeg havde drømt om og stræbt efter længe. Jeg havde faktisk ikke turdet håbe på at blive optaget, så det var nærmest et chok for mig, den dag jeg stod med optagelsesbrevet i hånden. Da jeg så havde gået her et stykke tid, indfandt der sig en lidt flad fornemmelse, fordi jeg havde blæst det op til at være så stort. Jeg oplevede, at man som studerende var meget overladt til sig selv, og lærerkontakten var mere sporadisk, end jeg havde været vant til fra tidligere. Det tog lidt tid at vende sig til. Men i dag er jeg meget taknemmelig og begejstret for uddannelsen og sætter faktisk stor pris på den frihed, som vi har. Det er i høj grad en uddannelse, hvor det er meget op til den enkelte at tage initiativ og opsøge den viden og inspiration, som man har brug for.

Hvilken arbejdsproces foretrækker du?
Jeg arbejder bedst alene, og når jeg har god tid til at fordybe mig i idéer og materialer. Før jeg søgte ind på akademiet, var jeg i lære som yoga- og meditationslærer, hvor jeg i seks år praktisk talt levede som munk. Det var en enkel og tilbagetrukket tilværelse, der gav mig en erfaring og fordybelse, som jeg i høj grad anvender mig af i min praksis som billedkunstner.

Hvilken betydning har akademiet for dit arbejde og din inspiration?
Selv om jeg godt kan lide at gå og fordybe mig på egen hånd, er den feedback, jeg får fra både undervisere og medstuderende en uundværlig stimulering til videre undersøgelse og fordybelse. At gå på akademiet betyder, at jeg dagligt er omgivet af mennesker, som har en kunstnerisk praksis, og som undersøger og tænker over, hvad det er, kunsten kan. Det er enormt spændende og stimulerende, og jeg ser det som et stort privilegium. Akademiet er en god blanding af et kreativt, akademisk miljø med værksteder, kurser, forelæsninger, atelierbesøg og meget mere, som støtter op om min selvstændige praksis.

Du beskæftiger dig mest med oliemalerier. Hvorfor?
Det er et langsomt medie at arbejde i, hvilket passer rigtig godt til mit temperament. Jeg arbejder for tiden i lag på lag af tynde laseringer, hvor jeg med oliemalingen kan opnå det udtryk, jeg ønsker, og som ikke ville være muligt at opnå ved andre medier. Det har også en taktil stofliglighed, som jeg er helt forelsket i, både i den lidt fedtede og træge fornemmelse ved påføring og i den måde, pigmenterne lægger sig på under den lange tørretid.

Hvad vil du med din kunst?
Det er ikke helt klart for mig, og jeg er heller ikke sikker på, at det ville være hensigtsmæssigt at forsøge at formulere et klart mål. Det er selve søgeprocessen og det at stræbe efter noget ukendt, som er drivkraften i den kunstneriske proces. Hvis jeg var helt klar over, hvad jeg ville opnå, er jeg ikke sikker på, det ville være interessant for mig at forfølge det. Men det er vigtigt for processen, at der er noget på spil for mig selv – noget, som på en eller anden måde legemliggør en indre trang. Jeg tror, at det som kunstner er vigtigt at kunne blive ved med at være sulten og nysgerrig. Mit håb er, at jeg kan holde liv i undersøgelsesprocessen og fortsætte med at tage chancer og træde ud, hvor jeg ikke ved, om jeg kan bunde. Det er så let at stivne og bare gentage tidligere bedrifter, men jeg tror også, at dette er døden for kunstneren og den kunstneriske proces.

 

Du kan se Carsten Crone Carocs udstilling 'Where Nothing Ever Happens' på Udstillingsstedet Q frem til den 6. november.

Besøg akademielevens hjemmeside