Constable bliver den dyreste brite nogensinde

Constable

04.07.12

John Constables maleri The Lock blev tirsdag aften solgt for 22,4 millioner pund. Det er ny rekord for et billede af en britisk kunstner.

Af Troels Ussing

Oliemaleriet The Lock af den engelske kunstner John Constable stjal al opmærksomheden, da Christie’s tirsdag aften holdt auktion over gamle mesterværker. Med en samlet pris på hele 22,4 millioner pund – svarende til 208 millioner kroner – blev værket det dyreste, der nogensinde er solgt af den romantiske kunstner.

The Lock, som viser en mand, der kæmper med at åbne en kanalsluse, er et af seks John Constable-malerier, der skildrer livet omkring floden Stour i England. Værket blev i 1990 købt af den nu afdøde hollandskfødte samler Hans Heinrich Thyssen-Bornemisza for 10,8 millioner pund, og det er hans enke, Carmen ’Tita’, som på grund af en ’mangel på likvide midler’ nu har solgt maleriet for cirka det dobbelte.

Dyreste britiske kunstværk
Den voldsomme salgssum gør samtidig The Lock til det dyreste maleri af en britisk kunstner, der nogensinde er solgt på auktion. En rekord, der indtil i aftes tilhørte J.M.W. Turners Giudecca – La Donna della Salute and San Giorgio, som i 2006 gik for 20,5 millioner pund.

Tirsdagens auktion bød også på et maleri af Rembrandt, Bust of a Man in Gorget and Cap, som opnåede en pris på 8,4 millioner pund, hvilket svarer til 78 millioner i danske kroner.
 

LÆS OGSÅ: Britisk kunstner overrasker på Sotheby's

Kilder: Christie’s
Billede: 'The Lock' (1824)
af John Constable
Foto: Christie’s