Dansk kunstner vinder tysk pris

23.04.12

Installationskunstneren og skulptøren Jeppe Hein har vundet Robert Jacobsen-prisen, som bliver uddelt hvert andet år af Stiftung Würth. Med den tyske pris følger en check på 185.000 kroner.

Af Troels Ussing

For første gang nogensinde er en dansker blevet tildelt Robert Jacobsen-prisen. Selv om prisen lyder meget dansk, er det faktisk den tyske kunstsamler Reinhold Würth, der har indført hæderen, som er opkaldt efter den danske billedhugger Robert Jacobsen.

Prisen går til installationskunstneren og skulptøren Jeppe Hein, der primært bor og arbejder i Berlin. Udover æren følger også en check på 25.000 euro, svarende til godt 185.000 danske kroner. 

Kontrasternes mester
Ifølge det tyske magasin Focus begrunder juryen sit valg med, at Jeppe Hein arbejder 'i et krydsfelt mellem arkitektur og design', hvor han konstant afspejler 'kontrasten mellem inde og ude, det virkelige og det uvirkelige samt mellem den uafhængige genstand og [menneskets] fastgroede forestillinger'.

37-årige Jeppe Hein er uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi og Städel Hochschule für Bildende Künste i Frankfurt. Han har desuden været assistent for Olafur Eliasson.

Med Robert Jacobsen-prisen følger også en udstilling på Museum Würth i Baden-Württemberg. Jeppe Hein er den tiende vinder af prisen, som Reinhold Würth stiftede i 1993 – samme år som Robert Jacobsen døde. 
 

VINDERNE AF ROBERT JACOBSEN-PRISEN:

2012 Jeppe Hein
2010 Alicja Kwade
2008 Monika Sosnowska
2005/2006 Bernar Venet
2003 Rui Chafes
2001 Stephan Kern
1999 Gereon Lepper
1997 Magdalena Jetelovà
1995 Richard Deacon
1993 Lun Tuchnowski
 KILDE: STIFTUNG WÜRTH

LÆS OGSÅ: Rigmand: Derfor gav jeg 400 millioner for et maleri

Kilder: Stiftung Würth og Focus
Billede: En af Jeppe Heins 'Modified Social Benches',
som findes mange steder rundt om i verden