Danskerne skal vælge årets bedste museum

Statens Museum for Kunst SMK dansk kunst

21.02.12

Bikubenfonden indfører nu en særlig publikumspris, som giver de danske museumsgæster mulighed for at udpege deres favoritmuseum. Vinderen belønnes med 200.000 kroner.

Af Troels Ussing

Filmverdenen har Svend-prisen, litteraturen har Læsernes Bogpris, og hvert år kan danskerne også kåre deres musikfavorit til Danish Music Awards. Nu har afstemningsdillen bredt sig til museumsverdenen, hvor Bikubenfondens nye pris, Publikums Museumspris, skal tildeles det museum, som flest danskere har stemt på som årets bedste.

Den nye pris er på 200.000 kroner og erstatter Bikubens Museumslegat og Museumsjuryens Specialpris, som tidligere har været uddelt. Men hos Bikubenfonden, som primært støtter kulturelle og sociale projekter, har man ønsket en mere inkluderende pris:

- Museerne er for os alle. At komme på et museum, fysisk eller online, beriger os med ny indsigt, der skaber udsyn og perspektiv på den fremtid, vi alle skal møde. Med den nye Publikums Museumspris håber vi i endnu højere grad end tidligere at kunne inddrage museumsbrugere af alle slags og høre deres mening, udtaler fondens direktør, Søren Kaare-Andersen.

Kun en håndfuld med i kampen
Til afstemningen vil der dog ikke være frit valg blandt alle landets museer, da det eventuelt kunne betyde, at Danmarks mest besøgte museum, Louisiana, ville snuppe prisen hver gang. I stedet vil en jury nominere fem kandidater ud fra et årligt fastlagt tema. At temaerne skifter, er med til at gøre, at alle museer kan komme i spil til prisen. 

I 2012 vil der bliver lagt vægt på, at de nominerede museer i særlig grad har taget udgangspunkt i den lokale forankring. De fem udvalgte museer offentliggøres 1. maj, hvorefter danskerne har en måned til at stemme på deres favorit.

Vinderen af Publikums Museumspris bliver kåret den 11. juni på Statens Museum for Kunst.


LÆS OGSÅ: Danskerne foretrækker kunst frem for gamle klude
LÆS OGSÅ: Se verdens 10 mest besøgte kunstmuseer


Kilde: Pressemeddelelse, Bikubenfonden
Billede: Årets museum afsløres til sommer
på Statens Museum for Kunst i København
Foto: SMK Foto