Designmuseum lancerer gigantisk Bowie-udstilling

David Bowie self-portrait selvportræt cover

05.09.12

En af de sande 'Heroes' inden for britisk kulturliv – David Bowie – får nu sin helt egen udstilling på verdens største museum for dekorativ kunst og design.

Af Troels Ussing

Der vil være fyldt med stjernestøv på Victoria and Albert Museum (V&A) i London, når designmuseet åbner dørene op for en storstilet David Bowie-udstilling i foråret 2013. Mere end 300 udstillingsgenstande skal være med til at udforske Bowie som musisk innovatør og kulturelt ikon gennem fem årtier.

Udstillingen, som får navnet David Bowie is, vil indeholde alt fra musikerens egne værker og designs til andre kunstneres portrætter af briten, der også er kendt under pseudonymer som Ziggy Stardust og Thin White Duke.

- David Bowie er et sandt ikon – mere relevant for populærkulturen end nogensinde. Hans radikale nytænkning på tværs af musik, teater, mode og fremtoning vækker stadig genklang i nutidens design og visuelle kultur, og han fortsætter med at inspirere kunstnere og designere over hele verden, udtaler Martin Roth, museumsdirektør på V&A.

Mere end 60.000 genstande i Bowies private arkiv
V&A’s kuratorer kom på lidt af en opgave, da de skulle udvælge, hvad der skulle med på forårets udstilling. For som noget helt specielt fik de adgang til David Bowies arkiv, og her ventede der dem lidt af en overraskelse, for musikerens arkiv er så stort, at han har lagre flere steder i verden, hvor rekvisitter fra karrieren bliver opbevaret.

- Der er mere end 60.000 genstande. Han (Bowie, red.) har aldrig smidt noget ud, fortæller V&A’s Geoffrey Marsh til The Art Newspaper, som også kan berette, at Bowie har en fastansat arkivar, der dels holder styr på de mange ting, men samtidig konstant tilføjer nye objekter.

Et sandt kostumebal i vente
V&A har valgt at lade en stor del af udstillingen fokusere på David Bowies mange kostumer. I alt vil mere end 60 scenekostumer blive udstillet – heriblandt de originale Ziggy Stardust-dragter fra 1972 samt den legendariske Union Jack-frakke, som Bowie bærer på coveret til Earthling-albummet fra 1997.

Også et selvportræt af David Bowie (billedet øverst), der er kreeret ud fra coveret på Heroes-albummet fra 1977, vil være kunne ses på udstillingen, ligesom stribevis af foto-værker af fotografer som Herb Ritts, Terry O’Neil og Brian Duffy vil være repræsenterede.

Udstillingen løber fra den 23. marts frem til 28 juli 2013.
 

SE FLERE BILLEDER FRA DEN KOMMENDE UDSTILLING


Kilder: Victoria and Albert Museum og The Art Newspaper
Billede: 'Selvportræt' (1978), David Bowie © The David Bowie Archive 2012
Foto: V&A Images