Eckersberg opkøbt af USA’s største museum

09.12.11

Metropolitan Museum of Art måtte punge ud med mere end fire millioner danske kroner, da Manhattan-museet mandag sikrede sig et lille maleri af guldaldermaleren C.W. Eckersberg. Dansker opfordrede amerikanerne til at købe.

Af Troels Ussing

Auktionshuset Bruun-Rasmussen havde mandag et af C.W Eckersbergs berømte motiver fra Rom under hammeren. Interessen for oliemaleriet var naturligvis stor, men det endte med, at værket røg på udenlandske hænder, da ingen havde lyst til at overgå Metropolitan Museums bud på 3,4 millioner danske kroner.

Med alle omkostninger iberegnet må det amerikanske museum, som er verdens tredjestørste kunstmuseum, slippe knap 4,5 millioner for En anden Del af Via Sacra (se maleriet her), som Eckersberg malede mellem 1813 og 1816.

Den helt rigtige køber
Mange danskere havde måske hellere set, at et museum herhjemme havde sørget for, at Eckersberg-maleriet blev på dansk grund, men sådan ser man ikke på det hos Statens Museum for Kunst, som i forvejen har 10 af Eckersbergs værker fra Rom:

- Maleriet gør mere gavn på Metropolitans vægge, og det kan kun styrke interessen for dansk kunst i udlandet, siger overinspektør og seniorforsker Kasper Monrad til Politiken.

Amerikanere ansporet til at slå til
Ifølge Politiken var det faktisk Kasper Monrad, som gjorde 'The Met' opmærksom på, at oliemaleriet var sat til salg.

- Jeg vidste, at Metropolitan håbede på at få en god Eckersberg. I mine øjne er det et af de sidste virkelig gode romerske bybilleder af Eckersberg i privateje, siger seniorforskeren, som tidligere har stået bag en udstilling med den danske guldaldermaler i USA.

På mandagens auktion købte Metropolitan Museum også en tegning af Vilhelm Hammershøi, en akvarel af Martinus Rørbye samt et af H.C. Andersens papirklip.


LÆS OGSÅ: Se verdens 10 mest besøgte kunstmuseer


Kilder: Bruun-Rasmussen og Politiken
Foto: Facade, The Metropolitan
Museum of Art, Arad Mojtahedi