Eliasson hånd i hånd med Louis Vuitton

22.03.12

Dansk-islandske Olafur Eliasson skal stå bag åbningsudstillingen, når nyt Louis Vuitton-museum åbner i Paris. Det franske modehus har ellers ikke lutter venlige kunstrelationer til Danmark.

Af Troels Ussing

Louis Vuitton og Olafur Eliasson. Det lyder umiddelbart som et umage par, men ifølge det franske netmagasin Le Quotidien de l’Art skal den dansk-islandske kunstner være manden bag Louis Vuitton-museets åbningsudstilling i 2013. 

Det er den verdensberømte amerikaner Frank Gehry, som står bag designet af det nye parisiske museum, som mest af alt kommer til at ligne en sky. Derfor har museet også allerede fået kaldenavnet The Cloud, men egentlig vil det officielle navn være Louis Vuitton Foundation for Creation, da det er lederen af det franske modehus, rigmanden Bernard Arnauld, som står bag finansieringen.

Bernard Arnauld, der af Forbes anslås at være verdens fjerderigeste person, er selv kunstsamler, og en del af hans samling, som indeholder værker af Pablo Picasso, Andy Warhol og Jeff Koons, skal være til offentligt skue på Louis Vuitton-museet. Arnauld har tidligere udtalt, at museet skal give 'offentligheden mulighed for at opleve kunst', og tilsyneladende bliver en af de første store oplevelser altså Olafur Eliasson.

Dårligt forhold mellem modehus og danskerne
Louis Vuitton klinger ellers ikke så godt i ørene i danske kunstnerkredse, da det franske modehus i 2011 lagde sag an mod den danske kunststuderende Nadia Plesner. Firmaet var utilfreds med, at Plesner havde malet en sort dreng med en Louis Vuitton-taske i hånden, hvilket ifølge modehuset skulle være en krænkelse af ophavsretten. 

Franskmændene forlangte derfor et billede af maleriet, som lå på Plesners hjemmeside, fjernet. Tilmed mente de, at danskeren skulle betale 37.000 kroner for hver dag, billedet havde være publiceret, hvilket ville betyde, at Plesner i alt skulle betale cirka 1,4 millioner. 

I sidste ende vandt den danske kunststuderende sagen til stor jubel for hele kunstverdenen. Og  sagsanlægget gav Louis Vuitton meget ringe omtale – ikke mindst i Danmark. Men med Eliasson-udstillingen ser det altså ud til, at modehuset forsøger at forsone sig lidt med kunstverdenen nordpå.
 

LÆS OGSÅ: ARoS satser stort på Olafur Eliasson
LÆS OGSÅ: Rigmand: Derfor betalte jeg 400 millioner for et maleri


Kilder: Le Quotidien de l’Art og Forbes