FBI tæt på at løse verdens største kunstkup

Efter 23 års efterforskning mener FBI at have fundet frem til de kunsttyve, som i 1990 begik verdenshistoriens største kunstkup på Isabella Stewart Gardner-museet i Boston.

21.03.13

Af Troels Ussing

Kunst for næsten tre milliarder kroner var, hvad to røvere i marts 1990 stak af med fra Isabella Stewart Gardner-museet i Boston, USA. Forklædte som politibetjente lokkede de museets vagter til at lukke dem ind efter lukketid under påskud af, tyverialarmen havde lydt, hvorefter de stak af med 13 værker fra museets samling.

Nu, 23 år senere, kan det amerikanske forbundspoliti, FBI, endelig melde ud, at man med stor sandsynlighed har identificeret de involverede røvere, som tilhører en kriminel gruppe med base i De Midtatlantiske Stater og New England. FBI rapporterer dog ikke om nogen tilståelser i forhold til forbrydelsen, som går for at være historiens største kunstkup.

Malerier mangler stadig
Blandt de 13 stjålne kunstværker er malerier af Rembrandt og Vermeer, og dem har FBI endnu ikke fundet frem til. Men sporene fører mod det nordøstlige USA.

- FBI tror med stor sikkerhed, at kunstværkerne blev transporteret til Connecticut og Philadelphia-området i årene efter tyveriet, og nogle af værkerne blev bragt til selve Philadelphia, hvor de blev forsøgt solgt af dem, der var ansvarlige for tyveriet, udtaler FBI-agent Richard DesLauries.

Fem millioner dollar i dusør
FBI ønsker med de nye oplysninger i forbindelse med 'Gardner-kuppet' at få folk til at bidrage, hvis de skulle have oplysninger, der kan føre frem til de kostbare kunstværker, som Isabella Stewart Gardner-museet i den grad savner.

Boston-museet er endda så desperat for at få fat på dets forsvundne værker, at det har udlovet en dusør på fem millioner dollar (cirka 29 millioner kroner) for oplysninger, der kan hjælpe FBI med at få fingre i alle kunstværkerne.

- Det er ved at være tid til, at disse malerier kommer hjem, udtaler museets sikkerhedschef, Anthony Amore.

 

LÆS OGSÅ: Tyveriet, der gjorde Mona Lisa verdensberømt

 

Kilde: FBI (pressemeddelelse)