Flere unge farer på museum

Unge på museum Statens

22.04.12

Ny undersøgelse viser, at flere unge under 30 år besøger landets museer. Den typiske bruger er stadig den ældre kvinde fra hovedstadsområdet.

Af Troels Ussing

Det er blevet mere populært for unge danskere at lægge vejen forbi landets museer, når de kaster sig over kulturgoder. Det viser Kulturstyrelsens nationale brugerundersøgelse 2012, som knap 42.000 personer har besvaret.

Fra 2009-2012 er antallet af unge museumsgæster mellem 14 og 29 år steget fra 12 procent til 15 procent. Dermed har det øgede fokus fra museernes side om at tiltrække flere unge virket, selv om der dog stadig er lang vej op til store internationale museer som Louvre i Paris – her var 50 procent af de besøgende i 2012 under 30 år.   

Ældre kvinder ææælsker museer
Unge er dog stadig den mest underrepræsenterede gruppe på Danmarks museer, mens de 50 til 64-årige er overrepræsenterede i forhold til deres andel af den danske befolkning.

Den typiske museumsgæst er den ældre kvinde fra hovedstadsområdet, der har en lang videregående uddannelse bag sig.

Stor tilfredshed med besøgene
Kulturstyrelsens undersøgelse viser også, at museumsgæsterne overvejende er yderst tilfredse med den oplevelse, de får på udstillingsstederne. De 41.728 personer, som har deltaget i undersøgelsen, rater gennemsnitligt deres oplevelse til 8,35 på en skala fra 1 til 10, hvilket er en stigning i forhold til tidligere år.

- Dejligt, at museerne bliver brugt som aldrig før og tilfredsheden generelt er stor, konstaterer kontorchef i Kulturstyrelsen Ole Winther. 

Undersøgelsen er lavet af Kulturstyrelsen i samarbejde med universiteter, museer, Organisationen af Danske Museer, kulturinstitutioner og TNS Gallup.


LÆS OGSÅ: Louvre sætter besøgsrekord

Kilde: Kulturstyrelsen
Billede: Statens Museum for Kunst er
blandt de museer, der arbejder mål-
rettet for at få flere unge gæster.
Foto: SMK Foto