Gallerist giver gigantgave til fransk museum

Musée d'Art Moderne

06.06.12

Den tyske gallerist og kunstsamler Michael Werner har foræret 130 kunstværker til Musée d'Art Moderne i Paris. Donationen indeholder blandt andet værker af danske Per Kirkeby.

Af Troels Ussing

Musée d'Art Moderne de la Ville de Paris kan nu glæde sig over at være blevet 130 kunstværker rigere. Museet, som kom på verdenskortet i 2010, da tyve stjal fem uvurderlige malerier af Picasso, Matisse, Modigliani, Braque og Léger i et af historiens største kunstkup, har fået foræret den store samling værker af gallerist Michael Werner.

Den tyske gallerist hører til blandt verdens mest indflydelsesrige kunsthandlere og har flere gallerier i Europa og i New York. Han har i flere årtier haft Georg Baselitz i sin stald, og nu er det altså Michael Werners egen tur til at vende tingene lidt på hovedet ved som gallerist at forære værker væk i stedet for at sælge dem.

- Det er dybest set et sentimentalt valg. Det var et besøg på dette museum meget tidligt i min karriere, der radikalt ændrede min forståelse af og forhold til kunst, udtaler galleristen i en pressemeddelelse.

Betaler tilbage til museet
I 1962 rejste Michael Werner sammen med Georg Baselitz til Paris for at se en udstilling af Jean Fautrier på Musée d'Art Moderne, og det fik følelsesmæssige konsekvenser for galleristen.

- Udstillingen var fuld af mærkelige og ekstraordinære malerier, atmosfæren var altomfattende, og jeg blev meget bevæget. Selv om jeg på det tidspunkt havde arbejdet i et galleri i et par år, var jeg ikke rigtig blevet rørt af kunst i dyb forstand. Efterdønningen af ​​denne udstilling skabte min egentlige entré i kunstverdenen, og den definerede min vej. Jeg er ikke en religiøs mand, men det var som en religiøs omvendelse, fortæller Michael Werner.

Med sin fornemme donation gør han nu sit for at betale Musée d'Art Moderne tilbage for at have hjulpet ham i gang med sin galleri-karriere, som for alvor fik fart på, da han åbnede sit første galleri i Berlin i 1963med en Baselitz-udstilling.

Donerer dansk kunst
Blandt de 130 kunstværker, som Michael Werner giver til Pariser-museet, gemmer der sig også værker af Per Kirkeby. Den danske kunstner har været tilknyttet tyskerens galleri siden 1974, og størstedelen af Werners donation indbefatter kunstnere, som galleristen selv har samarbejdet med.

Udover Per Kirkeby får Musée d’Art Moderne glæde af værker af A.R. Penck, Wilhelm Lehmbruck, Marcel Broodthaers, James Lee Byars, André Derain, Gaston Chaissac, Otto Freundlich, Étienne-Martin, Robert Filliou, Antonius Höckelmann, Jörg Immendorff, Markus Lüpertz, Bernard Réquichot, Niele Toroni og Don van Vliet.

Dele af museets nyerhvervede samling vil blive udstillet fra 5. oktober.

 

Kilder: Musée d'Art Moderne og Michael Werner Galley
Billede: Musée d'Art Moderne de la Ville de Paris
Foto: Pline, Wikimedia Commons