Hammershøi-maleri skuffede på auktion

Hammershøi rekord

23.11.11

Med en salgssum på lidt over fire millioner kroner gik Vilhelm Hammershøi-maleriet Sortklædt kvinde med ryggen til beskueren under vurdering, da det tirsdag var på auktion i London. Det var ellers forventet, at maleriet var blevet det dyreste Hammershøi nogensinde.

Af Troels Ussing

480.00 pund, eller hvad der svarer til 4,1 millioner kroner, var buddet, der i går gjorde maleriet Sortklædt kvinde med ryggen til beskueren til det tredjedyreste Vilhelm Hammerhøi-værk i historien.

Auktionshuset Sotheby's i London havde ellers håbet på, at maleriet ville slå rekorden, som blev sat i 2006, da Hammershøis Interiør med staffeli i Bredgade gik for 590.000 pund.

Tirsdagens salgsemne var vurderet til at kunne gå for op imod 700.000 pund, men kom altså aldrig i nærheden af det beløb, hvilket sandsynligvis må have ærgret den danske sælger. 

Måtte have tilladelse til at blive solgt uden for Danmark
At Hammershøi-maleriet i går blev solgt gennem et udenlandsk auktionshus, er lidt usædvanligt. De fleste værker af store danske kunstnere bliver nemlig sjældent solgt i udlandet, da de ikke får udførselstilladelse, hvis Kulturværdiudvalget vurderer, at værket har afgørende betydning for den nationale kulturarv.

Når dette ikke skete i forbindelse med Sortklædt kvinde med ryggen til beskueren, skyldes det, at der i forvejen findes et nært beslægtet motiv på kunstmuseet ARoS. Desuden eksisterer der et stort antal andre Hammershøi-malerier i Danmark, hvor en kvinde – som oftest Hammershøis kone, Ida – poserer i stuen i Strandgade 30 i København, hvor parret boede i årevis.

På tirsdagens auktion i London var yderligere to malerier af Vilhelm Hammershøi under hammeren. Interiør fra et soveværelse blev budt op i 1,2 millioner kroner, mens Møntsamleren gik for 730.000 kroner.
 


Kilder: Sotheby's og Kunstnyt.dk
Billede: Stue. Sortklædt kvinde med ryggen til
beskueren (1900) af Vilhelm Hammershøi
Foto: Sotheby's