Hvem smed 680 millioner kroner efter 'Skriget'?

04.05.12
En privat samler, kongefamilien i Qatar eller et stort amerikansk museum? Hvem var det egentlig, der brugte 680 millioner kroner på Edvard Munchs Skriget? Kunstkup.dk har set nærmere på, hvem den – indtil videre – anonyme køber kan være.

Af Troels Ussing

Scream buyer

Privat amerikansk samler


Hvad taler for? 
Charles Moffett (på billedet) fra Sotheby’s ved med sikkerhed, hvem der købte Skriget. Det var nemlig ham, der bød 107 millioner dollar på vegne af den ’den mystiske køber’. Ser man på Moffetts sædvanlige kundeliste, plejer han at handle for amerikanske købere, og derfor har flere personer inden for kunstverdenen en formodning om, at den nye ejet af Skriget må være en amerikansk storsamler. Microsofts medstifter Paul Allen, som er verdens 48.-rigeste privatperson, har været nævnt som en af mulighederne. Det samme har casino-milliardæren Stephen Wynn, der tidligere har brugt Charles Moffett som mellemhandler.
 

Hvad taler imod?
Der er ikke noget, som decideret kan udelukke, at en amerikansk privatperson har sikret sig det prestigefulde maleri. Der er nok ikke den samler i verden, der ikke ville være vild efter at få Skriget som sit hovedværk. De senere år har milliardærer fra Mellemøsten og Asien dog været mere fremme i skoene end amerikanerne, når de rigtig store beløb er blevet kastet efter kunstværker.

Scream buyer

Kongefamilien i Qatar


Hvad taler for? 
Qatar er inden for de seneste år blevet verdens førende opkøber af moderne kunst. Emiren af Qatar, Hamad bin Khalifa al-Thani (på billedet), og hans kunstinteresserede datter har siden 2005 blandt andet stået bag rekordkøb af Mark Rothko og Francis Bacon. Ligeledes tyder meget på, at det var oliestaten, som købte Paul Cézannes Kortspillerne for 1,4 milliarder omkring årsskiftet, selv om kongefamilien ikke selv har villet kommentere købet. Prisen har altså ikke den store betydning for Qatar, der i 2014 åbner et nyt stort museum, som skal trække kunstturister til – og ville der være noget bedre trækplaster end Skriget?
 

Hvad taler imod?
Flere eksperter har udtalt i medierne, at hvis køberen virkelig var Emiren af Qatar, så havde det ikke været holdt hemmeligt. Disse eksperter anslår, at Qatar straks ville annoncere købet for at skabe fokus på landet. Omvendt har kongefamilien i oliestaten ikke offentliggjort, at den står bag købet af Cézanne, selv om interne arabiske kilder har bekræftet det. Så hvorfor skulle de straks melde ud, at de nu har købt Skriget?

Verdenskendt museum


Hvad taler for? 
Ifølge den amerikanske kunstblogger Lee Rosenbaum udtalte Sotheby’s Charles Moffett før auktionen, at ’der er to eller tre museer, som har muligheden for at købe billedet – jeg tror, vi kan ende op med sådan en situation, det er ikke bare spekulation’. De ord må siges at være bemærkelsesværdige, da de kom fra netop den person, som altså sad med ’den hemmelige køber’ i røret under auktionen. Rosenbaum skyder håbefuldt på det amerikanske museum MoMA (på billedet).
 

Hvad taler imod?
Det er ret usandsynligt, at et museum ikke hurtigt ville melde ud, hvis det havde købt et af verdens kendteste malerier. Normalt når museer køber værker via auktioner, offentliggør de straks købet.

Rigmand fra østlige egne


Hvad taler for? 
Når der er vilde hammerslag, er det altid sandsynligt, at en russer eller en kineser er køberen. Flere eksperter har peget på den russiske milliardær Leonard Blavatnik eller Abramovich-familien, som ofte har budt med, når verdens fineste værker har været under hammeren. At en kinesisk køber skulle have slået til på auktionen, er der dog endnu flere inden for kunstverden, som tror på. Adskillige kilder, der var til stede under budgivningen, har nemlig berettet, at de hørte stemmer tale kinesisk i den anden ende af telefonrøret. At en kineser ville ønske at være anonym, stemmer ligeledes godt overens med folkefærdets normale ydmyghed.
 

Hvad taler imod?
Intet. De nyrige russere og kinesere køber kunst som aldrig før. Ikke mindst sidder de på en væsentlig del af de rigtig store handler.