Kandinsky-maleri sætter rekord

Kandinsky

09.11.12

Med en pris på 135 millioner kroner blev Studie für Improvisation det dyreste Kandinsky-maleri nogen-sinde, da det var under hammeren i New York. Også Monet og Picasso opnåede høje hammerslag.

Af Troels Ussing

Der var set frem til to fine aftener i New York, da Christie’s onsdag og Sotheby’s torsdag afviklede deres store novemberauktioner med impressionisme og moderne kunst på programmet. Men begge auktioner skuffede og blev kun reddet af de helt store navne som Kandinsky, Monet og Picasso.

Lidt overraskende blev det et billede af Wassily Kandinsky, der løb med overskrifterne. Studie für Improvisation fra 1909 slog nemlig rekorden for den russiske kunstner med en samlet pris på 23 millioner dollar – svarende til 135 millioner kroner. Men ifølge en amerikansk ekspert var der også tale om et ganske særligt Kandinsky-maleri:

- Det har alt, man ønsker af en Kandinsky. Det har levende, rige farver og en emotionel intensitet, som Kandinsky netop ønskede, farverne skulle give. Det har også en form for eventyr-kvalitet over sig, udtalte Beverly Schreiber Jacoby, kunstrådgiver hos BSJ Fine Art, til Bloomberg News efter onsdagens auktion på Christie’s.

En kvart milliard for Monet og Picasso
Cirka en tredjedel af alle katalognumrene på Christie’s og Sotheby’s opnåede slet ikke hammerslag, og derfor havnede begge auktioner på et samlet salg under forventningerne.

Christie’s blev reddet af Claude Monet-maleriet Nymphéas, der gik for 43,8 millioner dollar inklusive salær. En pris, der i danske kroner svarer til 257 millioner.

For Sotheby’s vedkommende var det Nature Morte Aux Tulipes af Pablo Picasso, som reddede aftenen ved også at nå en pris omkring den kvarte milliard i danske kroner. 41,5 millioner dollar gik værket for, hvilket udgjorde en fjerdedel af hele Sotheby’s salg torsdag aften.

Tirsdag og onsdag i næste uge fortsætter auktionerne over moderne kunst på Christie’s og Sotheby’s. Her er store kunstnernavne som Mark Rothko og Jackson Pollock er under hammeren.


Se malerierne af Monet, Picasso og Rothko her

Kilder: Christie’s, Sotheby’s
og Bloomberg News
Billede: ’Studie für Improvisation’
(1909) af Wassily Kandinsky
Foto: Christie’s