Krøyers badende børn på Bruun Rasmussen

Et af P.S. Krøyers berømte motiver med badende drenge ved Skagen Strand kommer på auktion hos Bruun Rasmussen i næste måned. Maleriet forventes at opnå det højeste hammerslag i flere år.

15.05.13

Af Troels Ussing

Når Bruun Rasmussens store internationale sommerauktion afvikles i starten af juni, indtager ét kunstværk den absolutte hovedrolle – P.S. Krøyers En flok Drenge ude i det solglitrende Vand.

Maleriet, som kun måler 38 gange 60 centimeter, er et af flere forskellige studier til Krøyers endelige værk fra 1892. Alligevel er motivet så eftertragtet, at det danske auktionshus mener, det vil gå for mellem to og tre millioner kroner, når det sælges den 4. juni. Skulle kunstværket blive solgt til så høj en pris, vil det blive det dyreste maleri, der er solgt på Bruun Rasmussen de sidste to år.

En flok Drenge ude i det solglitrende Vand og auktionens andre fine værker kan ses på Bruun Rasmussens eftersyn, der finder sted fra torsdag den 30. maj til mandag den 3. juni.

 

LÆS OGSÅ: Er Krøyer-tyve i virkeligheden Tuxen-tyve?