Krøyers dobbeltportræt solgt for 1.375.000 kr

P.S. Krøyers portræt af brygger Carl Jacobsen og hans datter blev tirsdag aften solgt for 1.375.000 kroner på Bruun Rasmussens store efterårsauktion.

17.09.13

Af Troels Ussing

Med et hammerslag på 1.375.000 kroner blev P.S. Krøyers dobbeltportræt af brygger Carl Jacobsen og hans datter Paula ikke overraskende det dyreste værk, da Bruun Rasmussen afviklede sin første store efterårsauktion tirsdag aften. 

Værket blev erhvervet af Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot.

Til gengæld var der ikke bud efter auktionens to andre fine Krøyer-malerier Søndag Morgen udenfor en Ghitanabolig i Granada og Marinestudie. Diset graa Sommereftermiddag. To Drenge sete fra Ryggen ude i vandet, som begge gik tilbage på grund af for lave bud.

Heller ikke et af auktionens andre absolutte topværker Adolph Tidemands Sognebud opnåede hammerslag.

Efterårsauktionen fortsætter de kommende uger.