Kulturminister giver plads til de unge kunstnere

16.12.11

Uffe Elbæk (R) har reserveret en stor væg på sit kontor til landets kunstakademier, så de studerende på skift kan udstille deres værker. På den måde vil kulturministeren 'kaste lys på den næste generation af unge kunstnere'.

Af Troels Ussing

Et af en ny ministers luksusproblemer er at finde ud af, hvilke kunstværker der skal pryde det nye kontors vægge. Der kan stort set vælges frit blandt alle danske kunstnernavne, og derfor ses der oftest store, dyre malerier af velrenommerede kunstnere på politikernes kontorer.

Lidt anderledes er det dog hos den nye kulturminister. For Uffe Elbæk har prioriteret at give plads til de helt unge kunstnere.

- Der er to store vægge på mit kontor, hvor der kan hænge kunst, og den ene af dem har jeg simpelt hen stillet til rådighed for kunstakademierne. Så det første halve år er det billedskolen i København (Det Kongelige Danske Kunstakademi, red), der kan udstille, og derefter går vægpladsen videre til de andre akademier et halvt år ad gangen. Og de studerende kan helt frit vælge, hvad de vil hænge op på væggen, siger Uffe Elbæk til Kunstkup.dk.

Skal sætte fokus på de unge
Kulturministeren fandt på den lidt alternative løsning for at være med til at promovere det kommende kunstkuld, hvis værker bliver set af en masse forskellige kulturøjne, som hver uge ryger ind og ud af Uffe Elbæks kontor.

- Jeg tænkte: Hvordan kan jeg bruge den platform, jeg har som kulturminister, til at kaste lys på den næste generation af unge kunstnere? Det kan jeg dels gøre ved at besøge dem der, hvor de nu befinder sig, men jeg kan også gøre det ved at stille min væg til rådighed, og det har jeg så gjort, siger ministeren, som ser frem til masser af spræl på muren i løbet af de kommende år:

- Jeg er meget spændt på, hvor meget væggen kommer til at leve. Lige nu hænger der to værker af en studerende nede fra billedskolen, men jeg håber da, at de akademi-studerende vil bruge den endnu mere. Det er jo deres chance for at være en stemme ind i nakken på mig som minister. Hvis de unge har nogle holdninger eller budskaber, får de altså mulighed for at fortælle mig dem meget direkte gennem deres kunst.

Også plads til et Hopper'sk univers
Det er dog ikke kun de helt unge kunstnere, der har fået plads på ministerkontoret. Også en af Uffe Elbæks personlige favoritter er kommet op at hænge i lokalet.

- På den anden væg har jeg valgt et stort maleri af Steen Larsen. Det er meget naturalistisk, og på en måde er det sådan lidt Edward Hopper-agtigt. Jeg synes, han (Steen Larsen, red.) er bragende god, og det er derfor, jeg valgte det. Jeg har nogle af hans værker derhjemme, og så har jeg fået lov til at låne det her gennem hans galleri, lyder det fra Uffe Elbæk, som nu har været kulturminister i godt to måneder.


LÆS OGSÅ: Minister: Dansk samtidskunst foran stort gennembrud