Kunstgave til 300 millioner mangler stadig et hjem

Saatchi Gallery London

20.08.12

To år efter briten Charles Saatchi donerede sin kunstsamling til næsten 300 millioner kroner til sit fædreland, er det endnu ikke lykkedes at finde et hjem til samlingen.

Af Troels Ussing

Det er sjældent, at man giver en gave til en værdi af små 300 millioner kroner, og så tøver modtageren med at tage imod det fine tilbud. Sådan har situationen imidlertid været for den britiske kunstsamler Charles Saatchi, som i 2010 valgte at donere sin samling af moderne kunst til nationen.

Men to år efter at have modtaget den gavmilde gave har den britiske stat endnu ikke kunnet finde et sted, hvor samlingen – eller blot dele af den – kan blive udstillet. I 2010 proklamerede det britiske kulturministerium ellers, at regeringen var begejstret over Saatchis handling, som viste 'en utrolig generøsitet'.

Ifølge den britiske avis The Telegraph er Charles Saatchi 'ekstremt skuffet' over den manglende vilje til at finde ud af, hvad der skal ske med samlingen, som består af mere end 200 kunstværker, og regnes for at være en af verdens vigtigste samlinger med moderne kunst.

Også Tate har takket nej
I et forsøg på selv at finde en løsning har den 69-årige Saatchi henvendt sig til ledelsen af Tate i London for at høre, om samlingen eventuelt kunne blive udstillet på Tate Modern. Men tilbuddet blev afslået af museets direktør, Nicholas Serota.

Ifølge The Telegraph overvejer Saatchi nu i stedet at etablere en fond, som skal kontrollere de donerede værker, så de eventuelt kan lånes ud i portioner til forskellige museer og institutioner.

Charles Saatchis store samling stammer fra hans London-baserede Saatchi Gallery, der siden dets åbning i 1985 især har satset på unge britiske kunstnere. Samlingen indeholder blandt andet værker af Damien Hirst og Tracey Emin.
 

Kilde: The Telegraph
Billede: Saatchis Gallery
Foto: www.CGPGray.com