Kunstmesse på nettet vækker begejstring 

10.02.12

Asiater, arabere og latinamerikanere tog med kyshånd imod årets VIP Art Fair, som blev besøgt af 160.000 mennesker fra hele verden. At kunstmessen foregår på internettet, åbner op for helt nye markeder.

Af Troels Ussing

Henover sidste weekend kunne kunstkøbere tage et smut på stor international kunstmesse helt uden at skulle ud på en lang og besværlig rejse. For messen fandt hverken sted i Basel eller New York, men på internettet. Derfor kunne alle deltage, hvad enten de sad ved Kap Horn i Chile eller for foden af Kilimanjaro i Tanzania. 

160.000 valgte at ’lægge vejen forbi’ VIP Art Fair i løbet af kunstmessens syv åbningsdage, og gæsterne kom fra hele 155 forskellige lande. Et så bredt udsnit af nationaliteter ses aldrig på de store etablerede messer, som stort set alle afholdes i Europa og USA, hvilket tit forhindrer kunstelskere fra mere eksotiske himmelstrøg i at deltage.

Helt nye købere
Ifølge Artlyst.com melder de deltagende gallerier ud, at de under messen oplevede salg til helt nye egne af verden, og der blev skabt kontakter til geografiske områder, hvor gallerierne aldrig havde drømt om at gøre forretninger. 

Et af de repræsenterede gallerier på sidste weekends messe var det brasilianske Mendes Wood, og medejer Felipe Dmbad er ikke i tvivl om, at sådanne net-messer får stor betydning for kunstverdenen:

- VIP Art Fair er sådan en fantastisk mulighed for nye markeder som Brasilien, hvor det brede publikum har ringe adgang til opleve den globale samtidskunst. At have mulighed for at komme i kontakt med alle de bedste gallerier og kunstnere er uvurderligt. Messen vil udvikle nye markeder og bidrage til at skabe nye samlere og et større publikum, siger han til Artlyst.com.

Stor interesse fra de 'varme' lande
Besøgstallene til VIP Art Fair viser, at flere ganske små nationer klikkede sig ind på årets messe, men også i de lande, som inden for den sidste årrække har oplevet en øget interesse for at købe kunst, eksploderede besøgstallet nærmest.

I forhold til 2011 gæstede cirka tre gange så mange emirater og indere årets messe, mens der fra mindre kunstnationer som Tyrkiet og Chile var over 400 procent flere, der benyttede lejligheden til at komme på kunstmesse.

VIP Art Fair blev i år afviklet for anden gang. I 2011 led messen under store tekniske problemer, men en stor it-investering sikrede, at det i sidste weekend var ganske uproblematisk at surfe rundt mellem de i alt 136 gallerier på messen.
 

Kilde: VIP Art Fair og Artlyst.com
Foto: VIP Art Fair