Kunstskatte smeltes om for hurtig gevinst

05.08.11

Eksperter ser tusindvis af unikke og værdifulde arvestykker ende i smelteovnen, når metal-spekulanter sælger opkøbte guld- og sølvstykker videre til guldsmedene.

Af Troels Ussing

Som Kunstkup.dk kunne fortælle onsdag, blev en Jean-Paul Riopelle-skulptur stjålet i Canada i denne uge med henblik på omsmeltning. Men det er ikke kun tyve, som har fundet ud af, at prisen på ædle metaller er rekordhøj. Derfor er spekulanter nu begyndt at opkøbe ældre guld- og sølvvarer, som så risikerer at blive smeltet om, hvis en metal-forhandler ikke opfatter, at der er tale bevaringsværdige stykker. Det skriver Bloomberg News.

Det er på grund af det usikre finansielle marked, at prisen på guld og sølv i øjeblikket er historisk høj, og derfor vrimler det med ivrige købere på auktionshusene, som tænker mere på at gøre en god metalhandel, end de overvejer, om lysestagen ville passe ind i hjemmet, eller om den har en kulturel værdi.

Tænker kun på vægten
På auktionshuset Christie’s har man i den seneste tid bemærket den lidt anderledes tilgang til, hvad købere går efter på auktionen, fortæller Jo Langston, som er Christie’s’ ekspert inden for miniaturer og guldæsker:

- Gennem de sidste 18 måneder har vi haft flere folk, der spørger til salgsemnets vægt. De ser efter, om det er mere økonomisk at købe en guldæske end en guldbarre.

Problemet med denne form for opkøb er, at man risikerer at miste masser af uvurderlige kunstskatte, som blot ryger i smelteovnen i stedet for at blive bevaret til evig tid. For spekulanterne sælger ofte metallet videre til forhandlere, som måske overser, at der er tale om et fint kunststykke, som ikke burde blive omsmeltet. Dette har Lewis Smith, leder af Koopman Rare Art i London, erfaret masser af gange, og han frygter, det vil fortsætte:

- Som priserne går op, vil der ske flere fejltagelser, siger han til Bloomberg News.


Læs historien om skulpturtyveriet i Canada

Kilde: Bloomberg News
Foto: Christa Richart, Sxc.hu