Kvinde købte en Renoir for 40 kroner på loppemarked

Renoir bargain flea market

12.09.12

En amerikansk kvinde købte et lille maleri på et loppemarked, fordi hun syntes rammen var pæn. Nu viser det sig at være et værk af den franske impressionist Pierre-August Renoir.

Af Troels Ussing

En kasse med en plastic-ko, at gammelt maleri og en Paul Bunyan-dukke var lige sagen for en amerikansk kvinde, da hun slentrede rundt på et loppemarked i Virginia, USA. Kvinden var mest interesseret i koen og skovhugger-dukken, men tænkte, at hun kunne jo altid bruge rammen fra maleriet, som hun syntes godt om. Derfor betalte hun gladelig syv dollar for kassen – godt 40 kroner.

Og de penge var givet godt ud. For det har nu vist sig, at kvinden – ud over at være blevet en plastic-ko og en dukke rigere – også er blevet den heldige ejer af et Renoir-maleri. Det skriver flere amerikanske medier.

Havde nær smidt maleriet væk
Kvinden var ellers godt i gang med at afmontere lærredet med Renoirs streger, så hun kunne genbruge rammen, da hendes mor foreslog, at datteren måske lige skulle få billedet vurderet, inden hun kylede det ud – specielt når der nu sad en lille plade nederst på rammen, hvor der stod ’Renoir’.

Derfor tog kvinden det blot 14 gange 23 centimeter store maleri med til auktionshuset Potomack Company, hvor man blev noget forundret.

- Hun tog det ud af sin plasticpose, og det lignede virkelig den ægte vare. Det havde et smukt lys. Det lignede et maleri fra 1879, fortæller Potomack Companys vurderingsekspert Anne Norton Craner til Huffington Post.

Værkets titel var også anført på et mærkat på bagsiden, og via titlen kunne auktionshuset spore dets proveniens til Herbert May, som opkøbte adskillige malerier af den franske impressionist i starten af 1900-tallet. Derfor er det nu ikke den store tvivl om, at maleriet er en ægte Pierre-August Renoir .

Bange for at beholde billedet
'Renoir Girl', som kvinden kalder sig selv i ønsket om at være anonym, har dog ikke i sinde at hænge den kostbare nyerhvervelse op i sit hjem.

- Jeg ville være for bange, siger hun til Huffington Post.

Derfor sættes det lille Renoir-maleri nu på auktion.

- Jeg er sikker på, at den, der køber det, vil behandle det på den måde, som det bør behandles, lyder det fra Renoir-pigen, som kan se frem til at tjene godt en halv million kroner, hvis værket går til vurderingen.
 

LÆS OGSÅ: Renoir-forfalsker bliver filmstjerne
LÆS OGSÅ: Brite købte en Warhol for fem dollar på loppemarked

Kilder: New York Times, Huffington Post og ABC News
Billede: 'Paysage Bords de Seine' af Pierre-August Renoir
Foto: The Potomack Company Auctions and Appraisals