Metaltyverier giver danske skulptører hovedpine

kunsttyv skulptur

20.01.12

I tyvenes jagt på lettjent metal-mammon stjæles der skulpturer som aldrig før. Udviklingen bekymrer kunstnerne, som frygter, at ingen længere tør købe udendørsværker af kobber og bronze. 

Af Troels Ussing

Tyveknægte verden over er begyndt at kaste sig med frådende munde over alle de kunstværker, der står frit tilgængeligt på offentlige pladser. Ikke fordi tyvene er vilde med kunst, men fordi de mange skulpturer af kobber og bronze kan smeltes om og indbringe en pæn slat penge som følge af de høje priser på metal.

I Danmark er metaltyvene nærmest gået amok det sidste halve år, og det giver billedhuggerne lidt af en hovedpine, da de frygter, at de mange tyverier i længden vil få køberne til at droppe skulpturkunsten. Det skriver Kpn.dk.

'Pisser på dig'
En af de mest markante billedkunstnere herhjemme, Jens Galschiøt, har i alt fået stjålet omkring 60 af sine skulpturer, som har været opført rundt om i landet. Senest forsvandt otte værker af bronze i Skulpturpark Billund.

- Det var rigtig træls. For lige der var jeg sikker på, at det var stjålet på grund af metallet. Det svarer til, at der står en og pisser på dig, siger Jens Galschiøt til Kpn.dk.

Metallet er 50 gange så lidt værd
Visti Lund-Jensen, der tilhører den arbejdsgruppe, som driver Skulpturpark Billund, er også overbevist om, at Galschøits værker er blevet ofre for nogle metalstyves jagt på, hvad der i kunstsammenhæng må betragtes som småpenge. For skulpturerne, der havde en samlet værdi af en halv million kroner, er slet ikke så meget værd i metal:

- Deres metalværdi er ikke mere end 8-10.000 kroner. Men tyvene har sikkert tænkt, at det beløb er bedre end ingenting, siger Visti Lund-Jensen til Midtjyllands Avis.

Kunstnernes levebrød er truet
For kriminelle er det relativt risikofrit at hugge metalskulpturer, da de ofte står ubevogtede på åbne pladser, og når de først er smeltet om, er beviserne ligesom skaffet af vejen, hvilket er en af hovedårsagerne til eskaleringen inden for metaltyveri.

Ulykkeligvis resulterer det i, at en masse fine kunstværker forsvinder for evigt, og på sigt kan det ifølge Dansk Billedhuggersamfund betyde, at efterspørgslen på skulpturkunst ebber ud:

- Det er jo vores levebrød, der er truet. Denne tendens kan betyde, at der er nogle institutioner, firmaer eller kommuner, der vil føle sig usikre på at stille skulpturer i det offentlige rum. Og det truer vores erhverv, siger bestyrelsesmedlem Peter Hesk-Møller til Kpn.dk.

Han vil forsøge at finde en løsning på problemet sammen med Dansk Billedhuggersamfund, der indtil videre overvejer, om en indoperering af chips i skulptørerne kunne sætte en stopper for tyverierne.


LÆS OGSÅ: 'Dumme tyve' skjulte skulptur i skoven
LÆS OGSÅ: Kunstskatte smeltes om for hurtig gevinst

Kilder: Kpn.dk og Midtjyllands Avis
Billede: 'Borgerne i Calais' af Auguste Rodin
Foto: Nick Yee, Sxc.hu