Museer fordobler besøgstal på 10 år

02.12.11

Nye tal viser, at briterne er blevet særdeles ivrige museumsgæster, efter at en stor del af landets museer er gjort gratis. Dobbelt så mange kigger på kunst og historiske udstillinger end for 10 år siden.

Af Troels Ussing

I december 2001 blev det gratis at besøge de statsfinansierede museer i England, og siden er besøgstallene braget i vejret. Således viser en netop offentliggjort undersøgelse, at mere end dobbelt så mange briter og turister lægger vejen forbi museerne, end de gjorde i 2001. Det skriver BBC News.

Når man ikke inkluderer de to største museer, British Museum og Tate, som allerede var gratis før 2001, er antallet af museumsgæster gået fra syv millioner til hele 18 millioner i løbet af det sidste årti. En overraskende stor stigning ifølge Christopher Smith, som var kulturminister, da Labour-regeringen for 10 år siden ændrede priserne:

- Jeg var ret sikker på, at genindførelsen af den gratis adgang ville øge antallet af mennesker, som går på museer og kunstmuseer, men jeg havde ikke forestillet mig, at antallet ville stige så dramatisk, siger den tidligere minister til BBC News.

Flere fattige på museum
Et af hovedformålene med Tony Blair-regeringens museumsreform var at gøre kunst og kultur tilgængelig for den brede del af befolkningen. Og de nye tal viser, at dette mål til en vis grad er opfyldt.

20 procent flere fra de lavere økonomiske grupper er begyndt at benytte sig af museerne. Således er det nu en tredjedel af briterne fra disse socialgrupper, der minimum én gang om året sætter deres ben på de statsfinansierede steder, som fremviser landets kulturarv og kunst.

Tate topper
Med 7,5 millioner besøgende om året er Tate det mest besøgte museum i England, mens British Museum indtager andenpladsen med små 6 millioner gæster. Opgørelsen viser dog, at lige netop British Museum faktisk har flest udenlandske besøgende, da kun 40 procent af gæsterne bærer britisk pas.


Kilde: BBC News
Billede: Tate i London er et af de mange
museer, hvor der er gratis entré
Foto: Núria Fortuny, Sxc.hu