Nu kan alle blive ejer af en signeret Hirst

12.01.12

Damien Hirst lokker med et signeret print til de kunstentusiaster, der når at besøge samtlige 11 gallerier, hvor briten udstiller sine værker fra i dag af og en måned frem.

Af Troels Ussing

Normalt koster et signeret print af Damien Hirst i omegnen af 30.000 kroner. Men nu kan alle sikre sig et sådant værk ganske gratis … eller næsten gratis. For kravet er, at du besøger alle de 11 gallerier, hvor den britiske kunstner fra i dag af udstiller sine Spot-malerier.

Således lyder det seneste påfund fra Damien Hirst, som igen demonstrerer, at hans talent for markedsføring måske er den allerstørste årsag til, at han i dag er blandt de dyreste nulevende kunstnere i verden.

Kræver en jordomrejse 
Men inden du pakker kufferten og begiver dig af sted på galleri-rundfart, skal du lige være opmærksom på, at det ikke blot er en tur op og ned ad Bredgade. Hirst-udstillingerne vises på 11 Gagosian-gallerier verden over, og derfor må man både til Rom, Hong Kong og Beverly Hills for at 'spotte' alle de udstillede værker.

Og faktisk skal det hele gå lidt tjept. For allerede den 18. februar stopper udstillingen The Complete Spot Paintings 1986-2011, så flyene skal ikke være meget forsinkede, hvis man skal nå at gøre sig fortjent til et signeret Damien Hirst-print, som kunstneren dog lover at krydre med en helt personlig hilsen, nu når man har være så ihærdig at rejse Jorden rundt.

Bon voyage!
Som en særlig luksus over for læserne har Kunstkup.dk her skitseret den oplagte rejse fra galleri til galleri: 

København (start) → Genève → Paris → Rom → Athen → Hong Kong → Los Angeles → New York (tre gallerier) → London (to gallerier) → København (nu har du vist fortjent dit Hirst-print)

Estimeret pris med de billigste flyselskaber: 15.000-17.000 kroner.


Se et udsnit af de udstillede værker

Kilde: Gagosian Gallery
Billede: Med 11 gyldige stempler på dette 'spot'-kort
vil man blive ejer af et signeret Hirst-print
Foto: Screendump, Gagosian Gallery