Nyopdaget Brueghel-maleri solgt for 53 millioner

Et værk af Pieter Brueghel den yngre, der for nyligt blev fundet i et hjem i Kenya, er på førstedagen af den store kunstmesse Frieze Masters i London blevet solgt for knap 53 millioner kroner.

Brueghel den yngres mesterværk har ikke overraskende fået en central placering i Johnny van Haeftens stand på Frieze Masters 2013. (Foto: Frieze Art Fair 2013)

17.10.13

Af Troels Ussing

Gallerist Johnny van Haeften gjorde et særdeles godt fund i et hjem i Kenya tidligere i år, som ifølge ham selv ”næsten blæste ham omkuld”. I det varme afrikanske land dukkede nemlig et klassisk vintermotiv op af den flamske maler Pieter Brueghel den yngre, som Johnny van Haeften nu netop har solgt på åbningsdagen af Frieze Week, Londons store kunstuge med messer for både samtidskunst og gamle mestre.

Oliemaleriet The Census at Bethlehem, der anslås at være malet omkring 1611, blev ifølge Bloomberg News solgt for 6 millioner pund, svarende til 52,9 millioner kroner.

Van Haeften havde inden messens åbning erklæret, at hele ni potentielle købere havde meldt sig på banen. Præcis klokken 15.00 onsdag, da Frieze Masters lukkede dørene op for VIP-gæsterne, slog en agent for en samler til og lagde de 6 millioner pund, som van Haeften havde prissat værket til.

Salgsprisen gør The Census at Bethlehem til det næstdyreste Brueghel den yngre-værk, der nogensinde er solgt.


LÆS OGSÅ: Brueghel-malerier skuffer på Sotheby’s

Kilder: Bloomberg News
og Financial Times